Personalegoder - en påskønnelse af medarbejderne

I Aarhus Vand påskønner vi medarbejderne blandt andet gennem en lang række personalegoder. Vi opdaterer løbende vores personalegoder, så vi sikrer at vi har de bedste aftaler.

Kaffe, te og frugt

Alle medarbejdere kan frit forsyne sig med kaffe og te i løbet af dagen. Der er kaffemaskiner opstillet forskellige steder på vores lokationer, og i kantinen på Gunnar Clausens Vej er det muligt at hente en ekstra god kop kaffe. Der er frisk frugt til alle medarbejdere hver dag.

Kantineordning

Der tilbydes kantineordning på Gunnar Clausens Vej, hvor man for 366 kr. om måneden kan spise frokost. Hver dag serveres buffet med lun ret, salater, pålæg og brød. Har man ikke sin daglige gang på Gunnar Clausens Vej, kan man købe et klippekort og spise med de dage, man har tid og lyst. 

Efter klokken 13 er det muligt at tage overskydende mad med hjem. På den måde stopper vi madspild, og for mange er det bekvemt at tage aftensmaden med hjem til familien.   

Logbuy

Når man bliver ansat, tilmeldes man et væld af gode rabatordninger gennem Logbuy. Man kan bl.a. spare penge på fitness, rejser, tøj, maling og meget mere. I øjeblikket er der indgået mere end 2800 rabataftaler, og der kommer hele tiden nye til. 

Aarhus Kommunes feriefond

Man har som ansat mulighed for at leje Aarhus Kommunes sommerhuse og ferielejligheder. Der er sommerhuse og lejligheder fordelt i Danmark og Sverige samt ferielejligheder i bl.a. Berlin, Budapest og Malaga. 

Frokosttræning

Hver tirsdag i tidsrummet kl. 11.30 – 13.00 har man mulighed for at deltage i frokosttræning. Træningen er gratis, men tiden betaler man selv ved at flexe eller afspadsere. Der er tre træningssessioner af en halv time, hvor man kan vælge mellem meditation, yoga og afspænding. 

Fitnessrum

På Gunnar Clausens Vej og Eskelund er der indrettet fitnessrum til fri afbenyttelse. Man må gerne tage et familiemedlem med, når man træner.

Firmapension hos Velliv eller Industriens Pension

Når man bliver ansat, oprettes en pensionsopsparing. Det er enten hos Velliv eller Industriens Pension, alt efter hvilken overenskomst, man er dækket af. Virksomheden indbetaler 8 procent, og man indbetaler selv som minimum 4 procent af sin løn.

Sundhedssikring

Alle medarbejdere tilbydes sundhedssikring gennem Dansk Sundhedssikring. Sundhedssikringen dækker for eksempel speciallæge, forundersøgelser, behandlinger, operationer og efterkontrol. Der er også mulighed for at tilmelde sin ægtefælle og børn til ordningen til fordelagtige priser.

Mobiltelefoner m.v. via bruttolønstræk

Som noget nyt har vi tilbudt alle medarbejdere at købe mobiltelefoner med tilbehør via en bruttolønsordning. Dette er særligt interessant, hvis man ønsker dyre iPhones m.v., som vi ikke tilbyder som firmatelefoner. 

ARoS og MOMU

Igennem en række år har vores medlemskab af ARoS Erhvervsklub bl.a. givet medarbejdere og deres familier gratis adgang til ARoS. Tilbuddet er flittigt benyttet af medarbejderne. På opfordring fra en række medarbejdere har vi udvidet dette tilbud med endnu et kulturelt tilbud. Vi har indgået aftale om foreningskort til Moesgaard Museum, der ligeledes giver gratis adgang for medarbejderne.

Udover, at det er et godt personalegode, støtter vi en unik kulturinstitution i Aarhus. Moesgaard Museum er et selvejende museum, der modtager statsstøtte. Men økonomien sikres dog gennem egen indtjening – ikke mindst med støtte fra fonde, partnere og sponsorer.

Kortene til ARoS og MOMU er i brug flere gange om ugen hele året. 

Massageordning

Sundhedssikringen indeholder ikke forbyggende behandlinger, hvilket ellers har været efterspurgt blandt medarbejderne – både massage og fodterapi. Derfor har vi siden 2017 haft et samarbejde med en udbyder, der kan levere disse tilbud. Ordningen er lavet som en bruttolønsordning, hvor medarbejderen køber et antal klip gældende for 12 måneder. Beløbet bliver trukket hver måned via lønnen som bruttolønstræk. 

Massagen foregår i et særligt indrettet rum på Gunnar Clausens Vej, og fodterapi sker på klinikker i byen. Ordningen er blevet taget virkelig godt imod, hvor 60 medarbejdere tilmeldte sig første gang, det var muligt. Siden 2019 har det været muligt at købe enkeltbehandlinger, så man kan prøve, om det er noget, man har lyst til, inden man tilmelder sig ordningen.

I dag er mere end 1/3 af medarbejderne tilmeldt ordningen, og det er muligt at booke massage to dage om ugen.

Personaleforeningen Vandviddet 

I Aarhus Vand har vi en aktiv personaleforening, der løbende planlægger forskellige arrangementer som for eksempel rundvisning på rådhuset, fredagsbar på Aarhus Bryghus og fisketure. 

Hvilerum

Som et led i vores stresshåndtering har vi etableret et hvilerum, hvor man som medarbejder kan trække sig tilbage i kortere perioder, hvis man har brug for at ”puste ud” og komme væk fra skærm m.v.

Betalte fridage

Da vi overgik til DI (Dansk Industri), blev det aftalt, at alle medarbejdere har fire betalte fridage: 1. maj, Grundlovsdag den 5. juni, juleaftensdag den 24. december samt nytårsdag den 31. december.

 

Tilbage