Publiceret: 12. dec. 2022

"Forældreorlov er en unik mulighed, jeg varmt kan anbefale"

Forbrugogbyggeri Hero Aarhusvand

Jeg kom til Aarhus Vand med en baggrund fra den traditionelle rådgiverbranche og fandt hurtigt ud af, at Aarhus Vand kunne tilbyde mig det, jeg søgte – nemlig et job med flere langsigtede og driftsorienterede opgaver med masser af muligheder. 

Det gik hurtigt op for mig, at det ikke kun var arbejdsopgaverne, der var gode… I 2018 var jeg i den lykkelige situation at blive far for første gang. Det betød, at jeg havde lov til at holde sammenlagt 15 ugers forældreorlov med fuld løn, hvilket jo ikke var så ringe endda. Det betød samtidig også, at der åbnede sig nogle muligheder for min hustru og mig.

Jeg valgte i april 2019 at benytte mig af den unikke mulighed at holde 13 ugers sammenhængende forældreorlov. På denne måde gav det os som familie mulighed for, at min hustru kunne takke ja til nye spændende projekter og muligheder på sit arbejde.

En ny hverdag

Selvom det betød, at jeg ville blive kastet ud i min hidtil største udfordring, hvor alt var nyt hver eneste dag, var det det hele værd. Jeg skulle først og fremmest lige vænne mig til tanken om ikke at møde ind på kontoret og til kollegaerne i en længere periode.

Yderligere skulle der findes en løsning på at få overleveret mine opgaver og samtidig afslutte de igangværende til et niveau, så jeg kunne starte op igen, når jeg vendte tilbage. Det hele lykkedes på en rigtig god måde takket være gode kollegaer og teamleder. 

Da min forældreorlov indtraf, må jeg indrømme, at jeg syntes, dagene gik hurtigt med mange rutiner og indtryk – alt fra deltagelse i legeaftaler med mødre- og fædregrupper, en masse nærvær, indkøring i vuggestue til gråvejrs- og søvnløse dage. Alt i alt en unik mulighed, som jeg varmt kan anbefale.

Læs mere om hvordan det er at arbejde hos Aarhus Vand