Publiceret: 03. jun. 2025

Viby gør klar til regnen med ny og større kloak under jernbanen i Sønderhøj

Tunnlering2 11Zon
Tunnelering under jern- og letbanen ved Sønderhøj

Større regnmængder i fremtiden udfordrer vores kloaksystem. I Viby var eksisterende kloak for lille og en ny vandvej er skabt. Lige nu borer vi derfor et stort betonrør ind under jern- og letbanen i Sønderhøj for at skabe plads til vandet.

Mere og kraftigere regn i fremtiden udfordrer vores kloaksystem. I Viby og Højbjerg arbejder Aarhus Vand med adskillelse af regnvand og spildevand for at sikre, at kloakken har kapacitet nok til fremtidens store regnmængder. Der skal være plads til spildevandet, som løber til Viby Renseanlæg og til regnvandet, som løber ud i Brabrand Sø.

Ny vandvej fra stadion til Sønderhøj er etableret

Vi har etableret en ny betonkanal under boldbanerne på Viby Stadion, hvori regn- og spildevandsledninger løber. Men ved næste etape viste kloakken under jernbanen sig at være for lille.  Der skal nemlig være plads til et rør med en diameter på 1,6 meter. 

Holger Dybdahl HR
Vores nuværende fællesledninger under jernbanen ville ikke kunne håndtere fremtidens regnhændelser. Løsningen blev at etablere en ny vandvej, som løber fra Viby stadion, op gennem et villakvarter for så at krydse under jernbanen og letbanen til Sønderhøj
- Holger Corydon Dybdahl, projektchef, Aarhus Vand

Betonrør skubbes ind under jernbanen

I disse dage er en tunnelboremaskine i gang med at bore hul til den nye regnvandsledning Arbejdet foregår fra Sønderhøj. Derfor er flere p-pladser ved Arla lukket af. Et rør med en diameter på 1,6 meter skal 150 meter ind under jernbanen og letbanen.

Som ved en metro borer vi os ind under jernbanen og skubber et betonrør, når der er skabt plads til det. På den måde kan der ikke falde jord ned.
- Holger Corydon Dybdahl, projektchef, Aarhus Vad

Han forklarer videre, at det kræver tilladelse fra BaneDanmark og Trafikstyrelsen at bore under jernbanerne, hvilket har taget to år at opnå. 

Viby får plads til fremtidens regnhændelser

Arbejdet med tunnelering under jernbanen bliver afsluttet i august 2025 og derefter fortsætter det traditionelle gravearbejde og etablering af kloakrør til regnvand og spildevand ved Sønderhøj og helt frem til Holme Møllevej, som er sidste etape i området. Stadion og parcelhusområdet omkring Risdalsvej har fået etableret de nye store betonrør med plads til adskillelse af regn- og spildevand. Således sikrer vi kloakken til fremtidens regnhændelser.

Tunnelering