Publiceret: 04. nov. 2025

2.000 brandhaner er sløjfet i Aarhus – til gavn for drikkevand og brandslukning

IMG 8632

Vi har i Aarhus Vand i samarbejde med Østjyllands Brandvæsen og Aarhus Kommune sløjfet næsten 2.000 brandhaner og fornyet omkring 400 brandhaner i kommunen. Gamle brandhaner udgør nemlig en risiko for forurening af drikkevandet. Med nedlæggelsen af de mange brandhaner er drikkevandssikkerheden i Aarhus derfor blevet forbedret. Samtidig har brandvæsnet fået en mere effektiv infrastruktur på brandhanerne. Det er en milepæl for Aarhus, som blev fejret torsdag d. 30. oktober hos Østjyllands Brandvæsen.

De knaldrøde brandhaner er sammen med de lige så røde postkasser efterhånden et sjældent syn i bybilledet. Postkasserne er stort set overflødige, fordi vi ikke sender ret mange breve længere. Og mange brandhaner er blevet overflødige, fordi brandvæsnet selv har vand med til brandslukning på udrykningskøretøjerne og derfor har brug for langt færre.

Gamle brandhaner udgør risiko

Når en brandhane ikke bliver brugt, står vandet stille og bliver derfor gammelt. Samtidig mangler ældre brandhaner en kontraventil. Begge dele udgør en risiko for det drikkevand, vi i Aarhus Vand sender ud til forbrugerne. For brandhanerne er koblet på vores vandforsyningsnet, og når der åbnes for en brandhane, bliver kæden brudt. Og er der ikke en kontraventil i brandhanen, kan drikkevandet risikere at blive forurenet. Brandhanerne i Aarhus har derfor – ligesom i resten af landet – udgjort en risiko for drikkevandet.

Den risiko har vi nu gjort noget ved sammen med Østjyllands Brandvæsen og Teknik og Miljø i Aarhus Kommune. Vi har gennemgået alle brandhaner i kommunen med henblik på at nedlægge de brandhaner, der ikke blev brugt, og vi har i stedet opsat sikre brandhaner med tilstrækkelig kapacitet og udelukkende i de områder, hvor brandvæsenet har brug for dem. Det er entreprenørfirmaet VAM, der har hjulpet os med opgravningsarbejdet i forbindelse med nedlæggelsen og fornyelsen af byens brandhaner.

Alle brandhaner er sikre

Vi har nu sløjfet næsten 2.000 brandhaner og fornyet omkring 400. Med det resultat, at der i dag er kontraventiler på næsten alle brandhaner i kommunen, og de resterende brandhaner udskiftes de kommende år. Vi står derfor med et bedre og mere sikkert vandforsyningsnet i dag, og drikkevandssikkerheden er blevet meget bedre. Det er en milepæl for Aarhus, og derfor fejrede vi torsdag d. 30. oktober afslutningen af projektet på Østjyllands Brandvæsens nye, flotte brandstation på Søren Nymarksvej i Viby.

Godt samarbejde

Forsyningsdirektør i Aarhus Vand, Lotte Mørk, roste ved arrangementet Teknik og Miljø ved rådmand Nicolaj Bang for at have været meget fremsynet, da man helt tilbage i 2017 besluttede at afsætte penge til at nedlægge alle usikre brandhaner. I sin tale takkede hun udover Teknik og Miljø også Østjyllands Brandvæsen og VAM for et godt samarbejde. Hun roste samtidig de mange kolleger i Aarhus Vand, der hver især har været med til at sikre, at vi kom godt i mål med projektet. Hun sagde:

Lotte Moerk
At nedlægge én brandhane betragter vi i Aarhus Vand som en driftsopgave. Men når der er tale om 2.000, bliver det et stort projekt, som kræver særlig planlægning og gode samarbejdsevner. Igennem projektet er der skabt nye relationer på tværs i organisationen, og arbejdsgangene er blevet optimerede og effektiviserede. Lige fra opgavebestilling til udførsel og fakturering. Med det resultat, at hver enkelt opgave er blevet løst langt mere smidigt og med mindre tidsforbrug. Det har - sammen med det tætte samarbejde med de eksterne partnere - været med til at øge arbejdsglæden og stoltheden i arbejdet. Og der er kommet meget værdifuld læring ud af projektet, som vi kan bruge i mange andre sammenhænge i Aarhus Vand.
- Lotte Mørk, forsyningsdirektør, Aarhus Vand