Opsætning af fjernaflæste vandmålere i Aarhus Vands område

Kamstrups Digitale Vandmåler

Udskiftning af vandmålere

Aarhus Vand planlægger at udskifte vores mekaniske vandmålere til digitale fjernaflæste vandmålere i hele vores forsyningsområde.

Vi begynder at installere fjernaflæste vandmålere i midten af 2026 i den sydlige del af Aarhus Kommune. Frem mod 2030 vil vi bevæge os nordpå gennem byen og installere de nye digitale vandmålere i resten af Aarhus.

Med digitale vandmålere skal du som kunde ikke aflæse manuelt og indsende dit vandforbrug. Det bliver desuden lettere løbende at holde øje med dit vandforbrug og potentielle vandtab.

Ligeledes kan Aarhus Vand bruge de hyppigere data til at optimere vores drift og bedre planlægge vedligeholdelse af vandrørene.

Indtil vi får det hele på plads, kan du dog komme ud for, at du bliver nødt til manuelt at aflæse din vandmåler et par gange mere. Hvis det bliver nødvendigt, får du tilsendt et aflæsningskort som normalt.

Vinderen af udbuddet for vandmålere blev Kamstrup A/S. Det vil være Kamstrups FlowIQ vandmålere, der vil blive sat op.

ELTEL Networks A/S har vundet kontrakten med udskiftning af de fleste vandmålere i Aarhus Syd. De skifter derfor de fleste af vandmålerne på Aarhus Vands vegne. De vil skilte tydeligt på deres biler og bære synligt ID-kort.

Foreløbig tidshorisont

Vi skal skifte 68.000 vandmålere i Aarhus-området, og det tager sin tid. Helt overordnet set er tidshorisonten:

2025 – 2026
Tranbjerg, Beder, Skåde, Højbjerg, og den sydlige del af Viby.
2026 – 2027
Det nordlige Viby, Aarhus C, Hasle, Brabrand, Åbyhøj og Aarhus Ø.
2028 – 2029
Aarhus N, Lystrup, Risskov, Vejlby, Egå, Trige, Elev, Skødstrup.

Bemærk, at der er tale om en vejledende tidsplan, der kan blive ændret over tid.

Cirka 4 uger inden vi kommer og skifter din vandmåler vil du modtage et brev med et forslag til et tidspunkt. Hvis ikke dette tidspunkt passer dig, kan du selv ombooke tiden på Min Side.

Samtidig med at vi opsætter digitale vandmålere i sydbyen, skifter vi stadigvæk løbende de vandmålere i midt- og nordbyen, der trænger til det. Disse vandmålere vil ikke være fjernaflæste til at starte med.

Hvilken betydning får det for dig som kunde?

Fjernaflæste vandmålere har flere fordele for dig som kunde. Når alle vandmålerne er installeret, og vi har fået softwaren på plads, vil du ikke længere selv skulle aflæse din vandmåler en gang årligt.

Det betyder bl.a. at hele aflæsningsprocessen bliver hurtigere og mindre besværlig, og at du også kan undgå rykkere for manglende aflæsning.

Du vil også kunne få mere kvalificeret hjælp, hvis du kontakter os med spørgsmål, da vi vil kunne tage udgangspunkt i dit aktuelle forbrug i stedet for gamle aflæsninger.

De nye vandmålere kommer desuden med en funktion, der automatisk giver alarm, hvis der opstår mistanke om et brud på et vandrør eller et toilet der løber. På den måde kan du hurtigere opdage forhøjet vandforbrug og vandskader, inden de udvikler sig.

Sådan gør du klar til at få en ny vandmåler

Den nye digitale vandmåler er Aarhus Vands ejendom, og derfor er det gratis for dig at få den opsat. Der er dog nogle ting du selv kan gøre for, at udskiftningen går så hurtigt og gnidningsfrit som muligt.

1. Tjek dine kontaktoplysninger

Til at starte med kan du allerede nu tjekke, om vi har de rigtige kontaktoplysninger, og at du er registreret på den rigtige adresse. Hvis du ønsker at modtage post i e-Boks, skal du give tilladelse til det. Det gør du inde på Min Side.

 

2. Test om dine lukkeventiler virker

For at vi kan opsætte den nye vandmåler, skal vi kunne lukke for vandet ved din vandmålerinstallation. Det betyder, at dine lukkeventiler ved vandmåleren skal kunne lukke tæt og skal kunne betjenes med håndkraft.

Videoguide: Sådan kan du selv kan teste dine ventiler

 

3. Tjek dine vandrør for tæring

Hvis der er rust eller ir (grønt) på dine vandrør, kan montøren ikke skifte vandmåleren, da han risikerer, at vandrørene knækker. Hvis der er kraftig tæring på rørene, skal du få en VVS-installatør til at reparere installationen inden.

4. Tjek, at der er god plads omkring vandmåleren

Der skal være ryddet op og gjort rent omkring vandmåleren, og der skal være god plads til montøren og hans værktøj.

Tænk på den montør, der skal bruge en halv time ved vandmåleren. Kan han være der med sit værktøj, og er det acceptable arbejdsforhold?

Ofte stillede spørgsmål

Jeg har fået et brev om udskiftning af min vandmåler fra ELTEL. Er det svindel?

Aarhus Vand har hyret montørfirmaet ELTEL Networks A/S til at udskifte de fleste af vores vandmålere i den sydlige del af Aarhus Kommune. ELTEL planlægger selv udskiftningerne og adviserer selv kunderne, så hvis du har fået et brev fra dem om en tid til udskiftning af vandmåleren, er det helt, som det skal være.

ELTELs montører vil bære ID-kort, der fortæller, at de arbejder på vegne af Aarhus Vand, ligesom det vil være skiltet på deres biler.

Jeg vil gerne ændre min tid til udskiftning af måler. Hvordan gør jeg?

Hvis du har fået brev fra ELTEL

Hvis du har fået et brev fra ELTEL Networks med et forslag til et tidspunkt for udskiftning af din vandmåler, skal du kontakte ELTEL for at ændre tidspunktet eller bekræfte det, hvis det passer dig fint. ELTELS kontaktoplysninger står i det brev du har fået.

Hvis du har fået brev fra Aarhus Vand

Hvis du har fået et brev fra Aarhus Vand om at din vandmåler skal udskiftes, kan du selv ændre tiden på vores selvbetjening. Du kan også ringe til vores kundeservice (Mandag-fredag 8 - 15).

Jeg har ikke fået noget brev endnu, men kan jeg ikke få en digital måler nu?

Det er desværre ikke muligt. Driftsplanlæggerne booker målerskifter 2 – 8 uger i forvejen. Når det er din tur, får du derfor et brev fra enten os eller vores underleverandør ELTEL med et forslag til tidspunkt for udskiftning.

Vi starter i sydbyen og bevæger os gradvist nordpå over den næste årrække. Når det er din tur, vil du få et brev i enten e-Boks eller din postkasse.

Hvis du vil være sikker på, at udskiftningen går så hurtigt som muligt, kan du starte med at dobbelttjekke, at din vandinstallation opfylder kravene til målerens tilgængelighed, og at lukkeventilerne virker.

Jeg har fået opsat en digital vandmåler. Hvorfor kan jeg ikke selv se mit forbrug?

Det er rigtigt nok, at din nye vandmåler er en digital måler, der godt kan fjernaflæses. Det er dog ikke i alle områder, vi har fået kommunikationsteknologien på plads endnu. Det kan være, at du bor i et sådant område. Derfor er dit forbrug ikke fjernaflæst endnu, og derfor kan du ikke se det inde på Min Side. Du hører fra os, når vi første gang har fjernaflæst din måler, og du dermed ikke manuelt skal aflæse mere.

Hvorfor får jeg et aflæsningskort nu? Er min måler ikke fjernaflæst?

Det er rigtigt nok, at din nye vandmåler er en digital måler, der godt kan fjernaflæses. Det er dog ikke i alle områder, hvor vi har fået kommunikationsteknologien på plads endnu. Derfor er dit forbrug ikke fjernaflæst endnu, og derfor har vi brug for, at du fortsat manuelt aflæser din vandmåler, som du plejer.

Fortsæt, som du plejer, indtil du hører nærmere.

Hvordan aflæser jeg den nye vandmåler?

Tallene på den nye vandmåler er i det digitale format, ligesom på et digitalt ur. Tallene foran kommaet viser hvor mange kubikmeter vand du har brugt, mens decimalerne (med streger omkring) viser antal liter ud over disse kubikmeter.

Hvis du skal indberette din aflæsning manuelt, skal du huske at sætte kommaet korrekt.

Vandmåler decimaler.jpg

Hvis du er i tvivl om, hvad der står, kan du altid tage et billede og sende ind til kunde@aarhusvand.dk. Så kan vi guide dig til at forstå aflæsningen.

Jeg får en alarm – hvad gør jeg ved det?

De nye digitale vandmålere er intelligente og kan give notifikationer, hvis der er noget i vandforbruget, der afviger fra alarmen. Alarmerne fremgår med små ikoner på selve vandmålerens skærm. På sigt vil du også kunne få en SMS eller e-mail med notifikationer.

Du kan læse nærmere om de enkelte alarm-typer herunder:

Vandmåler infokoder.jpg

Illustration gengivet med tilladelse fra Kamstrup A/S.

Kan jeg tilslutte vandmåleren til min Home Assistant / Smart home system?

Det er desværre ikke muligt på nuværende tidspunkt at integrere Aarhus Vands afregningsmålere med et Smart Home-system.

Hvis du er interesseret i at følge dit vandforbrug og holde øje med potentielt vandtab, kan du se dette inde på selvbetjeningen. Her vil man kunne se vandforbrugsdata på time-niveau, opdateret hver 3. time.

Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe der skal komme med anbefalinger til en mulig national løsning til visning af vandforbrug. Vi forventer en beslutning om dette i september 2026. 

Hvis du ønsker det, kan du selv montere en ekstra vandmåler med smart home-integration efter Aarhus Vands vandmåler. Du skal dog være opmærksom på at denne løsning vil medføre et vist tryktab.

Det er ikke tilladt at tilslutte en IR-læser eller Pulsadapter til Aarhus Vands vandmålere. Det er fordi det dræner vandmålerens batteri at sende data via denne metode. Normalvis har en FlowIQ måler med LoRaWAN-teknologi en forventet batterilevetid på minimum 16 år. Afhængig af hvor ofte man beder IR-gatewayen sende data, kan vandmålerens levetid reduceres til mindre end 10 år. Det er ikke muligt at udskifte batteriet på vandmåleren, så vi ville være nødt til at udskifte hele vandmåleren. Denne unødvendige, utidige ekstra udgift er vi ikke interesserede i.

Har du flere spørgsmål?

Aarhus Vand domicil facade

Kontakt kundeservice

+45 8947 1000