Dette er ordene fra Anders Karlsen, som af to omgange har været i praktik hos Aarhus Vand under en uddannelse til urban landskabsingeniør. En fast tilknyttet person gav tryghed fra starten og løbende dialog sikrede rette læring i forløbet.
Anders Karlsen læser til urban landskabsingeniør, som er en ny uddannelse i Aarhus. Hans store interesse er, hvordan vi indretter vores byer til fremtidens klimaforandringer.
I uddannelsen er der to praktikperioder på henholdsvis 10 og 20 uger. Anders så Aarhus Vand som et godt match pga. det store fokus på klimatilpasning. Han kontaktede derfor forsyningen og fik en praktikplads.
Under praktikforløbet fik Anders fast tilknyttet Lonnie Frøjk og sammen udarbejdede de læringsmål og en plan for de første to uger.
”Det var virkelig fedt at være tilknyttet én overordnet ansvarlig. Som praktikant kan man hurtigt føle, at man forstyrrer, hvis folk har travlt. Men her var der altid nogen at koble sig på.” fortæller Anders Karlsen
Han fik et udførligt skema med tidspunkter og tre faste kollegaer, han skulle følge. På den måde kom han både rundt til nogle af de store projekter som Vesterbro Torv og fik indsigt i it-systemer som Scalgo og VandGIS. Efter de første to uger blev der evalueret og en videre plan blev tilpasset til Anders’ interesser og læringsmål.
Under praktikopholdet arbejdede Anders både med den planlæggende del af klimatilpasningsprojekter og den udførende del som oprensning af et regnvandsbassin og koordinering med forskellige entreprenører.
”Jeg føler mig godt taget imod som praktikant. Aarhus Vand har været gode til at vise mig meget,” siger Anders Karlsen.
Praktikken har i høj grad understøttet Anders’ uddannelse. Han har arbejdet med projektstyring, ledelse, risikostyring og planlægningsværktøjer som GANTT-diagrammer – emner, han kendte fra undervisningen og som har været spændende at se i praksis.
Samtidig har han fået indblik i spildevand og kloaksystemer – et område, der ikke fylder meget i undervisningen, men som er centralt for at forstå det samlede vandkredsløb.
“Jeg har virkelig oplevet, at jeg har været her for at lære – ikke bare for at levere. Selvfølgelig har jeg haft opgaver, men det har været med fokus på min udvikling,” siger Anders Karlsen.
Han er med de to praktikophold i rygsækken kun blevet mere interesseret i klimatilpasning. Og han ser det som et stort plus, at han fik en holistisk forståelse for det samlede vandkredsløb.