Publiceret: 10. sep. 2022

Aarhus Vand indgår internationalt partnerskab om reducering af 1 mio. ton CO2 om året

Mars Lystbådhavn Large

Aarhus Vand har netop indgået et partnerskab med vandselskaberne Melbourne Water fra Australien og Severn Trent fra Storbritannien, der skal accelerere udviklingen af fremtidens bæredygtige spildevandshåndtering. Målet er samlet set at reducere udledningen af CO2 med 1 mio. ton om året.

Aarhus Vand, Melbourne Water og Severn Trent vil i et nyetableret partnerskab samarbejde om at udvikle teknologier, der kan gøre spildevandshåndteringen grønnere, og som reducerer den samlede CO2-belastning af spildevandshåndtering, så den bliver energineutral senest i 2030. Derudover vil partnerne dele deres viden og etablere nye, internationale standarder for måling og rapportering for udledning af CO2.

Hver for sig er de tre vandselskaber allerede ledende inden for bæredygtighed vandhåndtering, og ambitionen er nu at være med til at lede den grønne transformation af den globale vandsektor. I partnerskabet har de forpligtet sig til at arbejde sammen om at reducere CO2-udledningen med en million ton om året.

Aarhus Vand har i mange år fokuseret på at lave spildevand om til grøn energi, på at skabe bæredygtige byer gennem klimatilpasning og på at reducere CO2-udledningen. Men med partnerskabet tages et nyt skridt fremad.

Produktionsdirektør i Aarhus Vand, Claus Homann, siger:

”Planeten er overophedet, og mange mennesker rundt om i verden er ramt af, at der nogle steder er for meget vand og andre steder for lidt vand. Som vandselskaber kan - og bør - vi tage både lokale og globale initiativer til at skabe klimaneutrale løsninger, og det haster.

Det kræver radikal innovation med deltagere med stor mangfoldighed, forskellig viden, nysgerrighed, ambitioner og tillid, hvilket netop er karaktertrækkene ved vores partnere i Storbritannien og Australien. Sammen kan vi skabe og implementere løsninger, vi kan motivere og udfordre hinanden og ikke mindst lykkes hurtigere.”

Se præsentation af partnerskabet.