Publiceret: 08. jul. 2026

Gustav skaber ny grøn oase med plantefrø fra spildevand

Gustav Terp.webp

I vores spildevand er der masser af plantefrø. Sammen med rester af sand har Gustav lagt en bunke på jorden og det er blevet til et sted med nyt planteliv og en oase for dyrene på Marselisborg Renseanlæg.

Vores spildevandsoperatør Gustav Terp elsker naturen. På Marselisborg Renseanlæg havde han en idé om at skabe et sted, hvor insekter, fugle- og dyreliv kunne trives. Han havde lagt mærke til, at der groede nye planter op, hvis han smed lidt af det sand, som bliver renset fra spildevandet.

I nærringsfattig jord vokser nye planter op

Når spildevand kommer ind på renseanlægget, så fjerner vi sand og grus. Sandet bliver vasket og brugt til nye veje. 10 tons sand sendes ud af anlægget om dagen, men der er en rest tilbage af sand og diverse plantefrø.

Gustav Terp.jpg (1)
Sand fra spildevand er næringsfattig jord og heri kan der gro helt andre planter end i muldjord, hvor græs ofte vil udkonkurrere andre arter.
- Gustav Terp, spildevandsoperatør, Aarhus Vand

Insekter, fugle og ræven elsker Gustavs nye habitat

Gustav fik et sted bag nogle bygninger på renseanlægget, hvor han har smidt en større bunke sand. Første år groede tomatplanter op. I år er det forskellige blomster og andre arter, som slår rødder. De mange planter har tiltrukket et nyt dyreliv:

”Der er masser af insekter her, fugle især alliker og harer er her også,” fortæller Gustav Terp. Og ræven – den fik vi desværre vækket af middagsluren på vej hen for at tage billeder af den nye grønne oase.

Vi nedbryder ikke tomatfrø i kroppen

De mange frø i resterne fra spildevandet skyldes, at vi ikke altid nedbryder frø fra især tomater i kroppen. Så som Gustav siger, så er hans projekt et billede på, hvordan alt hænger sammen fra jord til bord til kloak og til bord igen – livets cyklus med andre ord.

For at gøre det rigtig godt for insekterne, så har Gustav også genbrugt nedklippede grene fra et læhegn, til et insektbo. Det er mere køligt om sommeren for insekterne at opholde sig her og derfor er insekterne glade for dette sted.

Det har været sjovt at lave et helt nyt habitat til både plante- og dyreliv. Jeg er glad for, at det er muligt at prøve ting som dette af i mit job.
- Gustav Terp, spildevandsoperatør, Aarhus Vand