Åby Park har gennemgået en større forvandling. Det blev markeret på en solrig åbningsdag, hvor Aarhus Kommune - Teknik og Miljø gav parken tilbage til kvarteret - med et åbent vandløb, nye grønne områder og plads til både leg, ophold og klimatilpasning.
Mange var mødt op mandag d. 22. juni for at se den nye park, som de sidste mange måneder har lignet en stor byggeplads, men som nu er omdannet til et rekreativt område, hvor regnvand er blevet en synlig del af byrummet. Det vand, der tidligere løb skjult i rør under parken, er hentet op til overfladen og løber nu i et åbent, bugtende vandløb gennem parken.
”Vi henter regnvandet op fra rørene og bringer det op til overfladen, hvor nu løber i et åbent og bugtende vandløb,” forklarer Lasse Hansen, projektchef i Aarhus Vand.
Vandløbet er anlagt med sten, træstammer og små overgangspunkter, så det både fungerer som en del af regnvandshåndteringen og som et rekreativt element i parken.
Rislende vand er behageligt at lytte til – og med det kan vi skabe merværdi ud af et kloakprojekt.
Selvom Åby Park først og fremmest er et grønt byrum for beboere og besøgende, er parken også et teknisk anlæg. Som en del af Aarhus Vands arbejde med at separere regn- og spildevand i Åbyhøj er der skabt plads til at håndtere store mængder regnvand.
I bunden af parken er der anlagt et regnvandsbassin med plads til omkring 1.000 m³ vand. Ved kraftig regn kan vandet midlertidigt parkeres her, så kloaksystemet bliver mindre belastet.
Samtidig er regnvandet ført fra rørene under jorden og op i det nye vandløb på overfladen. På den måde bliver klimatilpasningen ikke kun noget, der foregår i betonrør under jorden, men noget, der skaber liv og stemning i parken.
Ved åbningen satte rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, ord på betydningen af den nye park:
I dag er en god dag – vi genåbner en park, hvor børn får våde fødder, og hvor andre går tur og samler tankerne. Parken her bliver en fælles dagligstue og gør et kvarter til et hjem. Nu er ventetiden slut, og vi giver parken tilbage til jer.
Åby Park er indrettet, så der både er plads til aktivitet, leg og rolige ophold. De eksisterende træer er beskyttet under anlægsarbejdet, og både fodboldbane og aktivitetsplads er bevaret.
Aarhus Kommune har desuden arbejdet med biodiversitet i parken. Der er blandt andet sået hjemmehørende blomsterfrø og skabt nye grønne områder, der kan give bedre levesteder for insekter og mere natur i byrummet.
Forvandlingen af Åby Park er resultatet af et tæt samarbejde mellem Aarhus Vand, Aarhus Kommune, rådgivere og entreprenører.
Projektet viser, hvordan arbejdet med klimatilpasning og adskillelse af regn- og spildevand kan tænkes sammen med udviklingen af attraktive byrum. I Åby Park er et klassisk kloakprojekt blevet til en blå-grøn kile i Åbyhøj, hvor regnvand, natur og byliv mødes.
Tak til alle involverede i projektet – og til alle, der deltog i åbningen af Åby Park.