I en gammel slugt ligger Åby Bibliotek. Lige der, hvor regnvandet gerne vil løbe hen. Aarhus Vand etablerer render for at guide vandet væk. Samtidig skaber kommunen nyt grønt liv bagved biblioteket.
Åby Bibliotek i Åbyhøj ligger lige der, hvor regnvandet gerne vil løbe hen. Bygningen er placeret i, hvad der i tidernes morgen var en slugt. Faktum er, at der ved store regnmængder vælter vand ned gennem haverne til Harald Kiddes Vej og herfra mod biblioteket.
For 40 år siden, da biblioteket blev bygget, tænkte man ikke så meget over vandvejene. For at undgå oversvømmelser skal vi nu guide vandet øst om biblioteket. Vi laver derfor både render og lavninger til at styre vandet.
Dette er en del af Aarhus Vands arbejde med at separere regn- og spildevand. Med løsninger på overfladen kan regnvandet blive parkeret og sive langsomt ned.
”Vores hovedopgave er, at vi graver jord op og laver to lavninger på begge sider af biblioteket. Vi bruger den opgravede jord til små forhøjninger til højt græs eller grønt,” siger Lasse Hansen.
Selve beplantningen og revitalisering af de grønne arealer bag Åby Bibliotek er Aarhus Kommunes opgave i projektet. Før var kortklippet græs det eneste grønne tiltag. Men det skal der ændres på:
Nogle steder vil der være blomstereng, andre steder stauder eller buske. Der skal være en mosaik af vegetation og mikroliv.
Området skal ifølge Pernille Skafsgaard give nye levesteder for insekter og dyr med kvashegn, insekthoteller og fuglehuse. Men planen er også med bænke og legeområde for børn (i 2027) at skabe et samlingspunkt for børn og voksne.
I dag bliver græsplanen kun brugt af nogle få hundeluftere. Åby Bibliotek har dog planer om at bruge uderummet som et sted, hvor brugerne kan sætte sig og snakke om en bog. Eller hvor udstillinger inde i biblioteket bliver bundet sammen med naturen udenfor.
forventninger om et legeområde til børn (dog først i 2027), samt kvashegn, fuglehuse og insekthoteller så der er plads til at dyrelivet kan fly
Kommunen har holdt møder med både fællesråd og biblioteket og lyttet til deres ønsker for området. Et nyt stisystem, som giver bedre mening, er derfor også på tegnebrættet.
Hvis vi bevæger os ud foran biblioteket igen og ned i kloakken. Så vil der også blive etableret et større rør til regnvand under vejen. Det kan ifølge Aarhus Vands projektleder, Lasse Hansen rumme en 5-års hændelse.
Ifølge nuværende plan er projektet færdigt i løbet af 2026.