Publiceret: 29. okt. 2026

Et stærkt fagligt miljø betyder meget i arbejdet på Viby Renseanlæg

Sanne Falkenberg

Som driftsleder på Viby Renseanlæg har Sanne Falkenberg Jensen ansvaret for, at anlæggets processer kører stabilt og effektivt. Men opgaven løses ikke alene. I et tæt samarbejde med kollegaer finder hun de bedste løsninger på renseanlægget.

Sanne er driftsleder på Viby Renseanlæg. Det er hendes første job efter en uddannelse til ingeniør i bioteknologi. Vejen til jobbet begyndte allerede under studiet. Medicinal- og fødevarebranchen kunne have været oplagte karrierevalg. Men spildevandsområdet vakte størst interesse.

”Jeg blev virkelig interesseret i spildevand under studiet og tog alle de valgfag, jeg kunne inden for området. Derfor er jeg også glad for at starte min karriere netop her," fortæller Sanne.

Følger driften og nørder ned i processer

Som driftsleder har Sanne ansvaret for, at anlæggets processer kører stabilt og effektivt. Noget af arbejdet foregår foran skærmen, hvor hun følger driften og analyserer data. Andre dage handler det om at finde løsninger ude på anlægget, prioritere reparationer eller planlægge, hvordan driften skal tilpasses under vedligeholdelsesarbejde.

Sanne Falkenberg Portræt
“
Det er spændende at nørde ned i processer og data. Samtidig med, at der også er meget praktisk omkring, hvordan rørføring og pumper virker ude på anlægget
- Sanne Falkenberg Jensen, driftsleder, Viby Renseanlæg

God sparring under opstarten

Under selve onboardingen til jobbet har Sanne oplevet stor opbakning fra sine kollegaer. De øvrige driftsledere har været gode sparringspartnere. Samtidig har også smede og andre fagfolk været gode til at dele ud af deres erfaring og viden, hvilket har gjort det lettere at få indsigt i anlæggets mange processer og tekniske anlæg.

Et tæt samarbejde på renseanlægget

Et tæt og godt samarbejde med operatører, laborant, smede og den koordinerende projektleder er en vigtig forudsætning for den daglige drift af Viby Renseanlæg. Disse kollegaer har bidraget til både at få kendskab til anlægget og til at løse de udfordringer, som der kan være.

Den biologiske procesoptimering er et af de områder, der særligt optager Sanne. Med udsigt til øgede spildevandsmængder i takt med befolkningsvæksten bliver det endnu vigtigere at sikre en stabil og effektiv rensning.

“
Vi arbejder i øjeblikket med at optimere de biologiske processer, og her har jeg stor glæde af erfarne kollegaer, som deler deres viden og hjælper med at finde de bedste løsninger, for at sikre en stabil rensning.
- Sanne Falkenberg Jensen, driftsleder, Viby Renseanlæg

Sanne sætter stor pris på at arbejde sammen med kollegaer, der har stor faglig indsigt og gerne deler ud af deres erfaringer. Kombinationen af et stærkt fagligt miljø og spændende arbejdsopgaver gør jobbet som driftsleder både lærerigt og motiverende.