”Sidst vi havde et brud, endte jeg med at arbejde i 17 timer. Det er altid kritisk, når der kommer alvorlige brud, og jeg kan jo først tage hjem, når problemet er løst, ” fortæller Anders. ”Men det er også de akutte alarmer, der gør jobbet spændende. Det er her, vi¨skal være klar og arbejde hurtigt, ” supplerer Jesper.
Det er heldigvis ikke hver dag, at alarmen går. Udover de altid kritiske brud på rør eller pumper, kan alarmen også aktiveres på andre måder. Anders har både oplevet biler og sågar en lastbil aktivere alarmen ved at køre ind i boringshusene.
”En dag havde en jæger sendt et riffelskud direkte igennem trævæggen og ind i eltavlen. Der var jeg lykkelig for, ikke at have befundet mig ved boringen,” fortæller Anders.
Dagens sidste punkt er en kontrol af de seks nye cylinderformede vandbeholdere. De er 45 meter lange og har en diameter på 3 meter. Det hele kan overvåges fra et stort betonrum, der befinder sig under jorden. En konstant larm fra de store pumper kastes rundt i rummet af de solide betonvægge. Efter at have været igennem iltnings- og filtreringsprocesserne bliver det nu rene drikkevand opbevaret her, indtil det skal sendes ned mod Aarhus by via de kraftige pumper.
Samtlige censorer virker efter planen, og alarmerne hyler højlydt, da Anders bevidst igangsætter dem. Det er jo alligevel bare ham, der modtager alarmopkaldet.
Dagens gennemgang af vandværket er hermed overstået. Anders hopper i sin mintgrønne varevogn og sætter kursen mod forlænget weekend.