Leakinator reducerer vandtab i ledningsnettet markant

Leakinatoren, som er en Aarhus Vand opfindelse, kan langt hurtigere og mere effektivt end hidtil finde lækager og reparere dem. Dermed kan vi reducere spild af vores fælles vandressource i ledningsnettet.

Lækager på vandledningerne betyder at der siver drikkevand ud af vores vandledninger og ud i jorden. Det er spild af vores fælles vandressource og øger udgifterne for produktion af drikkevand. Aarhus Vand har udviklet en ny lækagesøgningsmetode, som har været i drift de sidste tre år og har vist sig at effektivisere lækagesøgning med op til 80 %.

Leakinatoren fungerer som en midlertidig vandforsyning

Den nye lækagesøgningsmetode går ud på at finde lækager ved brug af en mobil lækagesøgningstrailer (kaldet Leakinator), hvor styringen betjenes via en smartphone. Leakinatoren overtager kortvarigt vandforsyningen af et område, hvorefter vandforbruget på traileren afmåles, og man kan derved hurtigere konkludere, om der er lækager.

Ved denne metode reduceres sporingstiden, vi kan måle størrelsen af lækagen og kontrollere systemet. Ved nedbringelse af lækager, sikrer vi, at vandet, vi borer op, bliver anvendt optimalt. Omkostningerne ved vandboringer og vedligehold af vandværk bliver derved holdt på et niveau, der følger vores reelle vandforbrug ­– jo mindre tab vi har, jo mindre vand skal vi bore op, og dette er med til at passe godt på vores grundvand.

Lækager kan være svære at finde

Lækager kan have store konsekvenser, hvis de ikke spores, og derfor er det vigtigt at få dem identificeret. Lækagesøgning er normalt vanskelig at udføre, da de i dag er baseret på en måling af lækagelyd eller sporstofmåling med gas. I ældre afløbssystemer vil der ofte være mange utætheder, og det bliver derfor svært at lokalisere de enkelte lækager i forhold til hinanden med disse metoder. Derfor er det en stor gevinst med denne nye løsning, og det er med til at vi nu kan holde os under 6% vandtab. Det er et vandtab som er utroligt lavt specielt når vi sammenligner os med andre lande som kan have tab på op til 30-40%.

Leakinatoren overtager kortvarigt vandforsyningen af et område, hvorefter vandforbruget på traileren afmåles, og man kan derved hurtigere konkludere, om der er lækager