Aarhus ReWater

Aarhus Vand etablerer i løbet af de næste 10 år verdens mest ressourceeffektive renseanlæg, der skal rense spildevand fra 480.000 personer, sikre et godt vandmiljø og producere overskudsenergi og næringsstoffer i et hidtil uset omfang.

For 10 år siden valgte Aarhus Byråd, at der skulle gennemføres en analyse af spildevandsstrukturen i kommunen. Analyserne viste, at Aarhus Vand ved at samle spildevandsrensning fra 17 mindre renseanlæg på to centrale renseanlæg - Egå Renseanlæg og Marselisborg Renseanlæg – kunne reducere driftsudgifterne med op til 40 procent årligt.

På den baggrund er der allerede blevet nedlagt 13 renseanlæg, og i dag sker rensning af spildevand fra Aarhus på 4 store anlæg: Åby, Viby, Egå og Marselisborg Renseanlæg.

Placering af renseanlæg i Aarhus Kommune

Egå Renseanlæg er blevet energirenoveret for 80 mio. kr. og har nu den nødvendige kapacitet, mens Marselisborg Renseanlæg har alt for lille kapacitet til at opfylde de fremtidige behov, hvor der udover den nuværende mængde spildevand, skal renses spildevand fra både Åby, Viby og 4.000 nye indbyggere, som pt. er befolkningstilvæksten pr. år i Aarhus.

Derfor skal der etableres et nyt og større renseanlæg med en optimal placering i forhold til den nuværende struktur på kloakledningerne, dvs. tæt på hvor det eksisterende Marselisborg Renseanlæg ligger i dag og så langt væk fra boligområder som muligt. Allerede i dag er Aaby og Viby renseanlæg voldsomt under pres og har svært ved at leve op til Statens udlederkrav. Der bliver derfor investeret 25-30 mio. for at levetidsforlænge Aaby og Viby renseanlæg så de kan følge med byens vækst og samtidig overholde de stillede miljøkrav. Levetidsforlængelsen sikrer kun den fornødne rensekapacitet ca. 10 år ud i fremtiden.

Det nye renseanlæg skal være et ressourceanlæg

Det nye renseanlæg skal leve op til nuværende og kommende krav til spildevandsrensning, kunne håndtere de store mængder af nedbør, som er en konsekvens af klimaforandringerne og sikre en fortsat god badevandskvalitet langs kysterne i Aarhus.     

Derudover skal renseanlægget kunne producere mere energi, end anlægget forbruger, og udnytte de værdifulde ressourcer, som vi i dag betragter som affaldsstoffer. Eksempelvis kan affaldsstofferne blive til grøn biogas, varme, gødning og på sigt værdifulde ressourcer som medicin, dyrefoder og mad. Ved at udnytte ressourcerne i spildevandet kan omkostningerne til rensning af spildevand reduceres, ligesom CO2-forbruget kan reduceres, og der kan spares på knappe ressourcer som for eksempel fosfor.

Derfor kalder vi det nye renseanlæg for Aarhus ReWater.

Mål med Aarhus ReWater

Et mål er, at Aarhus ReWater skal blive verdens mest energieffektive renseanlæg, og for at nå målet skal der udvikles en række nye innovative teknologier. Derfor har vi inviteret danske og udenlandske virksomheder, vidensinstitutioner og borgere til at hjælpe med udviklingen af det nye anlæg. Udviklingen af anlægget skal ske med baggrund i 15 innovationsudfordringer, som kan læses her.

Et andet mål er, at anlægget, hvad angår opbygning og indretning, vil være i stand til at følge med teknologiudvikling og ressourceefterspørgslen, for om 50 år er energi måske ikke længere den vigtigste ressource.

Tidsplan

Aarhus ReWater skal stå færdigt i 2026, og i foråret 2017 gik vi i gang med udviklingsprocessen, som skal lede hen imod opførelsen af anlægget.

Den overordnede tidsplan ser således ud: 

  • 2017-2025: Udvikling af nye teknologier
  • 2017: Udbud af bygherrerådgivning (COWI er valgt som bygherrerådgiver)
  • 2018-2021: Udbud af VVM-undersøgelse, gennemførelse af VVM-undersøgelser, kommuneplantillæg, lokalplan m.m.
  • 2018: Udbud af arkitektteam og procesteam
  • 2019-2026: Projektering, udbud og opførelse af Aarhus ReWater
  • 2026: Ibrugtagning
  • 2027-?: Videreudvikling af Aarhus ReWater