Oversvømmelse – forebyggelse og risiko

Forbered dig bedst muligt på oversvømmelser inden det sker. Tjek kommunens oversvømmelseskort for, hvor stor risikoen er for vand på din grund

Aarhus Kommune har udarbejdet en række oversvømmelseskort, der viser, om din ejendom kan komme i fare ved kraftige regnskyl eller med havvand fra Aarhus Bugt.

Borgere og virksomheder har ansvar for vand på egen grund. Aarhus Kommune, herunder Aarhus Brandvæsen, med hjælp fra Politi og Beredskabsstyrelsen, vil blandt andet pumpe vand væk fra kritiske steder, redde mennesker i akut fare, omlægge trafikken og tage hånd om vitale dele af den kommunale service.

Det gør kommunen allerede

Aarhus Kommune tager i sin planlægning og projekter hensyn til, at der fremover kommer mere regn:

  • Kajanlæggene på havneområdet bygges i en højde på minimum 2,5 m

  • Ved Aarhus Å’s udmunding i havnen bygges en sluse med pumpeanlæg

  • Vandstanden i flere vandløb varsles

  • Spildevandsplanen har flere klimatilpasningstiltag

  • Pilotprojekt i Lystrup.

Derudover kan du i Klimatilpasningsplanen læse mere om oversvømmelsesrisiko, prioritering af projekter, retningslinjer for byudvikling i oversvømmelsestruede områder og hvordan Aarhus Kommune ønsker at bruge klimatilpasningen til at skabe rekreative løsninger og understøtte byens vækstdagsorden.

Oversvømmelseskort for Aarhus

Oversvømmelseskortene viser de steder i Aarhus Kommune, der er eller vil være i risiko for oversvømmelser i fremtiden.

Kortene giver dig et overblik over hvilke områder, der er påvirket af vand fra nedbør, vandløb, søer og havet, samt om områderne er i umiddelbar risiko for oversvømmelse.

Se kortene for Aarhus her.