Du ønsker en basisløsning til håndtering af regnvand

Servicepakke 3

Servicepakke type 3 er til dig, som ønsker, at Aarhus Vand laver en såkaldt basisløsning til håndtering af regnvand i din have.

En basisløsning er den løsning, som vi hos Aarhus Vand i en dialog med dig finder frem til som den mest hensigtsmæssige i netop din have.

  • Vælger du en basisløsning, tager vi os af anlægsarbejdet. Du tager dig af havearbejdet og den efterfølgende drift og vedligeholdelse af den valgte løsning. Det vil sige, at anlægget overdrages til ejeren, når det er udført.
  • Prisen for basisløsningen svarer til det maksimale beløb, du kan få udbetalt, hvis du kobler dit regnvand fra Aarhus Vands regnvandsløsning ude i vejen. Udgifter ud over dette beløb skal du selv betale.

 

Dette er ikke indeholdt

Eksempler på, hvad der normalt ikke er indeholdt i en basisløsning:

  • Det er kun anlæg frem til soklen på huset, der er indeholdt – ikke rørføringer under huset og ikke omforandringer på huset. Et eksempel kan være en større ombygning af huset, fordi nedløbsrør er placeret i centrum af huset. Det vil ikke være omfattet af en basisløsning. Der kan i helt særlige tilfælde søges dispensation for at separere hele boligen. Det skal ske hos Aarhus Kommune, Center for Miljø og Energi.
  • Komplicerede arbejder udenfor sokkel – for eksempel arbejder, der ikke kan udføres i jord- eller græsarealer - er ikke indeholdt.
  • Omfangsdræn og etablering af pumper på dræn er ikke indeholdt i basisløsningen. Det er grundejerens eget ansvar. Håndtering af omfangsdræn skal dog tænkes ind i den samlede løsning – bl.a. hvorledes vand fra omfangsdræn mest hensigtsmæssigt kan ledes bort.
  • Al eventuel efterfølgende etablering af planter, græs og andet er ikke indeholdt i løsningen. Kun en helt almindelig grov retablering af arealet.

Læs mere om økonomi og regler her.