Nyhedsbrev 8 for Risvangen og Vorrevangen

Nyhedsbrev september 2015

Status på tilbagemeldinger fra grundejerne

Senest den 1. juli 2015 skulle 169 grundejere i Risvangen og Vorrevangen vælge, om de i fremtiden selv ønsker at udlede deres regnvand til Aarhus Vands nye regnvandssystem i vejen, eller om de ønsker at håndtere regnvandet i egen have.

Vi har nu gennemgået alle tilbagemeldingerne: 27 grundejere ønsker at håndtere regnvandet selv på egen grund. En del af grundejerne er boligforeninger, så der er i alt ca. 300 boliger, som vil håndtere regnvandet på egen grund. Hvis du har valgt at håndtere regnvandet på egen grund, er det vigtigt, at du ikke går i gang med arbejdet, før du har indhentet de nødvendige tilladelser og eventuelle dispensationer fra Aarhus Kommune. Læs mere på www.aarhus.dk (søg på ”ansøgning til nedsivning af overfladevand”). Her kan du indsende ansøgninger og blandt andet læse mere om, hvad du selv må lave, og hvornår du har brug for en autoriseret kloakmester.

Vi har valgt entreprenør

Per Aarsleff A/S har vundet opgaven med at udføre de mange opgaver i de offentlige arealer i Risvangen og Vorrevangen. Vi er netop nu i gang med at udarbejde de første tidsplaner. Vi forventer at indlede arbejdet i foråret 2016. Den overordnede tidsplan kan ses på Aarhus Vands hjemmeside i slutningen af 2015.

Tv-indslag om projektet

TV 2 Østjylland bragte den 1. september et indslag om projektet i nyhedsudsendelsen kl. 19.30. Se indslaget her

Stor interesse for ”råd og vejledning for haveejere”

Som noget helt nyt tilbød vi tidligere på året havejerne i Risvangen og Vorrevangen et ”råd og vejledning”-besøg af en af vores samarbejdspartnere. Ikke mindre end 88 haveejere tog imod tilbuddet. Vi er meget glade for, at så mange haveejere har inviteret os indenfor til en snak om håndtering af regnvand. Vi fået mange positive tilbagemeldinger, og vores samarbejdspartnere, som har gennemført besøgene, melder om både stor interesse og spørgelyst.

De mange besøg har været værdifulde for os. Ikke blot i forhold til de mere tekniske aspekter om fremtidig adskillelse af regnvand og spildevand i området, men også i forhold til en spændende og tæt dialog med haveejerne. Vi har fået ny viden, gode idéer og kritisk konstruktiv kritik, som er værdifuld for udviklingen af projektet. Tak for det.