Baggrund og tidsplan

Der er både brug for en gennemgribende renovering af et nedslidt kloaksystem og en sikring mod oversvømmelser og forurening af bugten ved kraftige regnskyl. Derfor bliver der i området Risvangen og Vorrevangen i det nordlige Aarhus gennemført et spændende projekt, hvor regnvandet bliver håndteret over jorden og kun spildevandet ender i kloakrør under jorden. Projektet er et samarbejde mellem Aarhus Kommune og Aarhus Vand.

Fordelen ved regnvandsløsninger over jorden er, at de er billigere. Samtidigt kan de tilføre området en miljømæssig og rekreativ værdi. Når det regner, ender vandet i stedet i render, nedsivningskanaler, regnbede og vejbede. Det er også muligt at lave ”vandtransportveje”, der under skybrud hurtigt kan lede vandet derhen, hvor det ikke gør skade, for eksempel på en sportsplads eller et grønt område.

På den måde bliver regnvandet i nærområdet, hvor det enten siver ned i jorden, opbevares i bassiner og fordamper - eller ledes videre til et sted i nærheden, hvor det ikke gør skade.

Brug regnvandet i byen

Der er rig mulighed for at udnytte regnvandet i rekreative og attraktive løsninger. Det kan for eksempel ske ved at anlægge regnbede langs vejene, nedsive regnvandet i grønne lavninger eller udlede det via grønne grøfter til områder, der kan tåle at blive oversvømmet.

Der er ikke tale om enten/eller løsninger, men snarere om løsninger, der kombinerer forskellige måder at håndtere regnvandet på.

Der findes tilmed mange muligheder for, at den enkelte husejer kan få gavn af regnvandet. Det kan for eksempel ske ved at lave regnbede eller havesøer. En anden mulighed er at opsamle regnvandet til bilvask og havevanding eller at etablere indkørsler med gennemtrængelig belægning - kaldet permeabel belægning.

Erfaringerne skal bruges andre steder

Beboerne i Risvangen og Vorrevangen er inviteret med i en spændende proces, hvor målet er at finde de bedste lokale løsninger. Der er sjældent kun én rigtig løsning, men flere.

Erfaringerne fra Risvangen og Vorrevangen kan forhåbentligt inspirere og være til stor gavn, når andre områder i Aarhus skal gennem en lignende proces med at finde måder at håndtere regnvandet på lokalt.

Tidsplan for projektet

  • Den 1. november 2014 - den 1. juli 2015: Alle beboere i området kan gratis rekvirere nogle af Aarhus Vands samarbejdspartnere til at komme hjem til sig og få en drøftelse af mulighederne i egen have.

  • Den 24. marts 2015: Beboermøde om drøftelse af løsninger på Risvangs Allé, Gustav Holms Vej og Vorrevangsparken.

  • Forår 2015: Aarhus Vand hjælper en række grundejere med at etablere en løsning i egen have, så de står klar inden den 1. april 2015. Herefter planlægges havevandringer.

  • Den 1. & 2. Juni 2015: Havevandring i Demohaver og ”Åben skurvogn” med fremvisning af løsninger i Risvangs Allé, Gustav Holms Vej og Vorrevangsparken og de enkelte veje.

  • Den 1. juli 2015: Sidste frist for tilbagemelding på, om man vil håndtere regnvandet på egen grund.

  • Efterår 2015: Aarhus Vand indgår aftaler med grundejere, som vil håndtere regnvand på egen grund.

  • 2016-2018: Anlægsarbejde i de offentlige arealer. Adskillelse af regnvand på egen grund og udledning til Aarhus Vands system.

  • 2015 og frem: LAR-løsninger på egen grund.

Overordnede planer

Baggrunden for Aarhus Vands og Aarhus Kommunes planer for - og arbejde med - klimatilpasning er samlet og beskrevet på Aarhus Kommunes hjemmeside.

Læs mere på følgende links:

Forebyggelse og risiko for oversvømmelse

Aarhus Kommunes planer for klimatilpasning og spildevandsplanlægning

Spildevandsplanen omtaler en række tiltag for klimatilpasning (pdf)