Nyt sluseanlæg gør Aarhus klar til mere vand i fremtiden

På grund af klimaforandringerne stiger havniveauet i Aarhus Bugten, og kraftigere storme øger risikoen for højvande. Samtidig lægger hyppigere og kraftigere nedbør yderligere pres på en effektiv afledning af vandet ved udløbet af Aarhus Å.

Sluseanlægget ved DOKK1

Aarhus Vand har sammen med Aarhus Kommune bygget et sluseanlæg på Aarhus havn, hvor Aarhus Å og havet mødes ved Dokk 1 - Aarhus' nye hovedbibliotek og Borgerservice.

Aarhus Vand står for driften af sluseanlægget, som består af en sluse, der sammen med seks pumper og et dige har to hovedfunktioner: At beskytte midtbyen mod oversvømmelse ved høj vandstand i bugten og at beskytte midtbyen mod oversvømmelse fra skybrud over det centrale Aarhus.

Slusens funktioner

Slusen holder havvandet ude fra midtbyen ved højvande og gør det samtidig muligt at kontrollere vandstanden i Aarhus Å. Slusen lukker automatisk, når vandstanden er 1,4 m over normal vandstand.

Det forventes, at slusen samlet set er lukket et døgn om året og maksimalt otte timer ad gangen. Lukketiden begrænses for at sikre fiskenes passage mellem å og hav.

Pumper på plads

Seks pumper leder vand fra åen ud i havnen, når slusen lukker. Sammenlagt kan anlægget pumpe 18.000 liter vand per sekund.

Det usynlige dige

Kystvejen, banesporene og terrænet omkring slusen er hævet, så det danner et 300 m langt dige. Aarhus Bugt kan i fremtiden stige 2,5 meter over daglig vandstand uden at skabe oversvømmelse i midtbyen. Den højeste vandstand, der nogensinde er målt i bugten, er 1, 8 meter over daglig vandstand.

Tærskel

I overgangen mellem å og havn løber en tærskel på tværs og sikrer en minimumsvandstand i den nederste del af Aarhus Å. Den stabile vandstand giver et smukkere åforløb i midtbyen.

En nedsænket tærskelpassage sikrer desuden, at fiskene kan passere ved lavvande og gør det muligt at krydse flydebroen ved Dokk1 med kano og kajak.

Fakta om klimaforandringerne

  • Temperatur: Stiger med 1,2 grader
  • Hav: Stiger med 30 - 50 cm
  • Nedbør: Stiger med 7 %

Tal fra FN's klimapanel frem mod 2050. Tilpasset danske forhold fra statistiske modeller.