Oplev en verden af vand

Om besøget

Vi tilbyder gratis rundvisninger på vores vandværker og renseanlæg til alle grundskoler, gymnasier og erhvervsuddannelser i Aarhus Kommune. Et besøg varer 1½-2 timer og er bygget op over princippet Intro-Rundvisning-Opsamling.

Under besøget viser vi anlægget frem og fortæller om processerne på det enkelte værk. Vi går i dialog med eleverne om deres egne erfaringer, og vi sætter det enkelte værk ind i en sammenhæng til deres hverdag og i relation til et velfungerende samfund.

Indhold

  • Velkomst
  • Introduktion og rammesætning 
  • Fortælling om drikkevand / spildevand
  • Rundvisning på værket
  • Opsamling
  • Tak for besøget

Vandværker: Fra grundvand til drikkevand...

På vores vandværker får I mulighed for at smage på grundvand direkte fra en af vores grundvandsboringer, og efter det har været igennem vandbehandlingen på vandværket. Vi følger vandets vej fra regn til drikkevand ved at fortælle om grundvand, vandbehandlingen på vandværket samt hvordan vi får vandet ud til din vandhane. 

Renseanlæg: Det brune guld...

Når I besøger et rensenlæg giver vi et oplæg om spildevand og vigtigheden af at holde spildeevandet i lukkede systemer så det ikke påvirker vores sundhed og vandmiljø. Gennem oplægget får vi en snak om formålet med spildevandsrensning og hvordan det gavner miljøet med effektiv behandling af det forurenede spildevand. Under rundvisningen følger vi spildevandets vej igennem renseanlægget ved at vise og fortælle undervejs på rundturen. Vi ser også på, hvordan spildevand faktisk er en ressourcerne som kan udnyttes til at producere strøm, varme og i nogen tilfælde også gødning til gavn for borgerne i Aarhus.

Forberedelse

Vi har fokus på at tilrettelægge besøget, så I både får en overordnet ramme for vandværkets eller renseanlæggets betydning for det menneskelige vandkredsløb, og så I får et indblik i driften og de spændende historier som knytter sig til arbejdet med vand.

Besøget understøtter samtidig undervisningen i fagene natur/teknik, fysik/kemi, biologi og geografi og i de nye fællesfaglige fokusområder i naturfagene. 

For at få mest muligt ud af besøget, opfordres klassen til at forberede sig til besøget. Det kan I fx gøre ved at:

  • Vi har udarbejdet undervisningsmaterialet Det Blå Guld og Vandakademiet til hhv. udskolingen og mellemtrin, som du kan hente gratis her.
  • I samarbejde med kolleger i andre forsyninger har vi lavet hjemmesiden vandetsvej.dk, Her finder I masser af viden om vandforsyning, spildevandsrensning og klimatilpasning i Danmark samt lærervejledninger til arbejdet med den fællesfaglige undervisning.
  • Aftal på forhånd at eleverne tager billeder under besøget - du kan evt. inddele klassen i grupper hvor hver gruppe skiftes til at tage billeder under besøget. Billederne kan efterfølgende bruges hvis I arbejder videre med emnet efter besøget, til projektarbejde, fremlæggelser mv.

Har I nogle specifikke ønsker vedr. det faglige indhold, er I meget velkomne til at skrive det i kommentarfeltet når I booker besøget.