Californien og Danmark kickstarter vandsamarbejde i Sacramento - 22.09.2017

Tirsdag aften underskrev Californiens guvernør, Jerry Brown, og den danske minister for miljø- og fødevarer, Esben Lunde Larsen, en samarbejdsaftale om vand mellem Danmark og Californien. I dag samles så 80 repræsentanter fra myndigheder, vandselskaber og firmaer til en konference i den californiske regeringsby Sacramento, der sparker samarbejdet i gang med en serie møder om, hvordan man kan løse delstatens udfordringer med grundvand, vandtab og spildevand.

De californiske myndigheder er værter for konferencen, der afholdes i guvernørens officielle mødebygning, Leland Stanford Mansion. Formålet er at give myndigheder og virksomheder fra begge lande mulighed for at styrke forholdet gennem vidensdeling og ide-udveksling.

Samarbejdet vil bidrage til at udvikle såvel Danmarks som Californiens vandsektorer og er blevet mødt med stor interesse fra Californiens guvernør. Felicia Marcus, der er State Water Board Chair, siger:

”Vi er glade for at arbejde tættere sammen med Danmark gennem denne samarbejdsaftale, som styrker vores gensidige videndeling på en lang række vandrelaterede områder. Vi håber, at vi kan dele nogle af vores erfaringer, og vi glæder os især til at få mere at vide om det banebrydende arbejde og den innovative ånd, som Danmark er frontløber for inden for vandteknologi. Det gælder for eksempel reducering af vandtab, effektiv vandproduktion, styring af grundvand både i forhold til kvalitet og kvantitet, og hvordan renseanlæg kan bidrage til klima- og energiløsninger, samtidig med at der leveres sikkert og rent vand - for blot at nævne nogle få ting.”

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen siger:

”USA er verdens største marked for vandteknologi, og da der skal investeres minimum 600 mia. dollars i at vedligeholde den amerikanske vandinfrastruktur de næste 20 år, er eksportpotentialet enormt. Californien har efter år med tørke et skarpt fokus på at passe på de sparsomme vandressourcer og mindske klimabelastningen fra vandsektoren. Her er Danmark foran de ellers progressive myndigheder i Californien, hvilket gør staten til en uhyre interessant og vigtig samarbejdspartner for danske virksomheder.”

Konferencen i Sacramento sætter fokus på nogle af de specifikke projekter, der er sat i gang. Et af de projekter, der allerede er godt i gang, er WTA California – en alliance bestående af danske firmaer, Industriens Fond og Udenrigsministeriet. Alliancen samarbejder om grundvands-, drikkevands- og spilde-vandsløsninger og for nylig kortlagde en gruppe danske virksomheder omfanget af saltvandsindtrængning i Monterey Bugten i samarbejde med lokale myndigheder. WTA California er et af flere initiativer, som Industriens Fond har iværksat med fokus på bæredygtighed og cleantech som drivere for innovation og nye samarbejder. Konkret understøtter projektet Californiens grundvandsprogram - et program hvor de danske løsninger vil kunne hjælpe de lokale myndigheder med at indfri deres målsætninger.

"Tæt samarbejde virksomhederne imellem medvirker til at skabe gode, samlede løsninger, når der etableres samarbejder med myndigheder og store offentlige kunder. Dansk erhvervsliv har nogle styrkepositioner inden for vand, og det kommer konkret til udtryk her. Men vi håber, at projektets metodik, erfaringer og gode resultater kan overføres til andre brancher og områder også," siger Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond, der som led i fondens temaindkaldelse om eksport har bidraget med fire mio. kroner til projektet.

På myndighedssiden arbejder en bred vifte af Californiens myndigheder allerede tæt sammen den danske miljøstyrelse om vidensdeling og best practices.

Baggrund om WTA – den danske vandalliance i USA

Den danske vandalliance er et samarbejde mellem danske myndigheder, firmaer og vandselskaber. Alliancen er drevet af det danske innovationscenter i Palo Alto og ambassaden i Washington. Dens medlemmer er vandselskaberne Aarhus Vand, HOFOR, BIOFOS og VandCenter Syd samt på virksomhedssiden: Rambøll, SkyTEM, IGIS, Kamstrup, Applied Biomimetic, Danfoss, Grundfos, Smith Innovation, DHI, AVK, LiqTech og Leif Koch A/S. Projektet udspringer af Industriens Fonds temaindkaldelse om eksport, som blev udbudt i 2015.

For yderligere oplysninger kontakt

Chef for Water Technology Alliance, Jacob Vind, e-mail: jacvin@um.dk, tlf. +1 (650) 720-2642