Aarhus Vand sætter prisen ned i 2016 - 10.12.2015

Der er godt nyt til Aarhus Vands 300.000 kunder – fra årsskiftet falder prisen for vand med 850 kr. for en familie. Prisnedsættelsen er et resultat af en række besparelser i virksomheden, indtægter på salg af overskudsenergi fra renseanlæg og nedlæggelse af en række mindre vandværker og renseanlæg.

Bestyrelsen for vandselskabet Aarhus Vand A/S har vedtaget nye takster for levering af drikkevand og afledning af spildevand for 2016. Samlet set falder prisen for vand inklusiv afledning og afgifter fra 52,64 kr. til 46,20 kr. per kubikmeter, hvilket svarer til godt 12 procent. Hertil kommer faste vand- og spildevandsbidrag på henholdsvis 550 kr. og 500 kr. eksklusiv moms, hvilket er uændret fra 2015. For en familie med et normalt vandforbrug giver det en besparelse på 850 kr. i 2016 i forhold til 2015.

Økonomidirektør i Aarhus Vand, Mads Bayer, forklarer prisnedsættelsen således:
”Først og fremmest skyldes det, at virksomheden har en god og sund økonomi. Vi laver løbende effektiviseringer af vores drift og sørger hele tiden for at få mest muligt ud af vores investeringer. Vi har i 2015 nedlagt nogle mindre og urentable renseanlæg, vandværker og pumpestationer til fordel for større, moderne og mere effektive anlæg. Gennem offentlige-private partnerskaber er det lykkedes at nedbringe anlægsudgifterne til fornyelse af vand- og kloaksystemerne med omkring 2 procent. Vi har øgede indtægter på salg af strøm og fjernvarme i form af overskudsenergi fra vores rensningsanlæg. Og så har vi slanket administrationen ved at indføre en række digitale selvbetjeningsløsninger, så det er blevet nemmere at være kunde hos os, og samtidigt er det en økonomisk gevinst.”

Mads Bayer understreger, at prisnedsættelsen ikke betyder lavere ambitioner på miljø- og klimaområdet. Målet er fortsat, at selskabet er energi- og CO2-neutralt senest i 2030. Taksterne skal legalitetsgodkendes af Byrådet den 16. december.

For yderligere info kontakt økonomidirektør Mads Bayer, Aarhus Vand A/S, på tlf. 8947 1110 eller e-mail: mba@aarhusvand.dk