Vi bygger nyt vandværk i Beder - 16. juli 2017

Den 1. juni har vi udsendt prækvalifikation på opgaven med at opføre et nyt vandværk i Beder. Vandværket planlægges at være opført med udgangen af 2019.

Vandforsyningen i Aarhus skal på længere sigt baseres på seks af de nuværende otte vandværker. De blivende vandværker skal derfor sikres, så de kan være i funktion i mange år endnu.
 
Et af de blivende vandværker ligger i Beder. Vi har her lavet en analyse af, om det nuværende vandværk kan opgraderes til gældende og fremtidige standarder, og resultatet har været, at det mest optimale er at bygge et nyt vandværk. Det bliver opført ved siden af det nuværende vandværk, så det eksisterende vandværk kan holdes i drift i hele byggeperioden.


Skitse af hvordan det nye vandværk kan placeres ved siden af det eksisterende.
 
Det er Aarhus Vands vision for et nyt vandværk i Beder, at der opføres et anlæg, som efterlever såvel nutidens krav og lovgivning som forventninger til fremtiden for vandværker i Aarhus Vand, og som bygger videre på de erfaringer, der er gjort i forbindelse med Truelsbjergværket, som er vores nyeste vandværk.
 
Nøgleordene for opførelsen af Bederværket, som det kommer til at hedde, er fleksibilitet og forsyningssikkerhed - og selvfølgelig DDS-standard (Dokumenteret Drikkevands Sikkerhed). Bl.a. for at sikre dette skal vandbanerne gennem værket opdeles i tre selvstændige linjer helt ude fra kildepladsen og frem til rentvandsbeholderne.
 
I forbindelse med projektet arbejdes med en række innovationselementer. Styring og automation er her centralt for at få et energi-optimalt anlæg med lave driftsomkostninger. Det ønskes også at videreudvikle på nogle af principperne inden for vandbehandling. Desuden ønskes nye bæredygtige løsninger på håndtering af det okkerslam, der er et restprodukt fra vandbehandlingen.
 
Selve vandbehandlingsanlægget udføres som et lukket anlæg uden åbne vandoverflader i kontakt med atmosfærisk luft. Rentvandstankene skal være overjordiske og fuldt inspicerbare. Begge dele er yderligere med til at sikre forsyningssikkerheden. Herudover udføres anlægget, så vandbehandlingsanlægget er fysisk adskilt fra bygningen. Det er også med til at understøtte fleksibilitet og tilpasningsmuligheder i forhold til fremtidens behov. Det er også et ønske, at vandværket kan bidrage til lokalområdet, og en mulighed er her, at området, der i dag er lukket, åbnes, så man kan komme tæt på anlægget, og se hvor drikkevandet kommer fra.


Skitse af hvordan vandværksområdet kan tænkes disponeret.