Slam fra aarhusianske renseanlæg omdannes til næringsrig biokoks og aktivt kul

Slam, der er et restprodukt i spildevandsrensning, indeholder fosfor og andre næringsstoffer, som kan genanvendes til for eksempel gødning. Aarhus Vand indgår nu et samarbejde med AquaGreen, der sammen med DTU har udviklet en metode, hvor slam omdannes til biokoks med stor næringsværdi og uden miljø-fremmede stoffer og til aktivt kul, som også kan genbruges.

Publiceret d. 20. sept. 2021

Aarhus Vand er en af pionererne på verdensplan i forhold til at udnytte ressourcerne i spildevand, og på Marselisborg Renseanlæg producerer selskabet i dag 50 procent mere energi, end der bruges på at rense spildevandet. Overskudsenergien bliver sendt ud til de aarhusianske forbrugere i form af grøn el og varme. Derudover genanvender Aarhus Vand den fosfor, der er i spildevandet, til fosforgødning, der sælges til gødningsproducenter.

Men det stopper ikke her. Sidste nye skud på den cirkulære ressourceudnyttelse i spildevand hedder biokoks. Aarhus Vand indgår i et projekt, hvor virksomheden AquaGreen sammen med DTU har udviklet en metode, så slam fra spildevand gennem en damptørrings- og pyrolyseproces omdannes til biokoks. Biokoks indeholder vigtige næringsstoffer, der gør produktet særdeles velegnet som gødning og jordforbedringsmateriale.

Metoden er testet på AquaGreens pilotanlæg med spildevandsslam fra Aarhus Vands renseanlæg i Egå. Her er det lykkedes at forædle biokoks yderligere til aktivt kul, der kan bruges til vandrensning og fjernelse af lugt fra svovlbrinte. Resultatet er så lovende, at Aarhus Vand nu er klar til at gå videre med metoden i tæt dialog med AquaGreen. CEO i AquaGreen, Henning Schmidt-Petersen, siger:

"I 2020 kommercialiserede og solgte vi de første damptørrings- og pyrolyseanlæg, der destruerer de skadelige organiske miljøfremmede stoffer i slammet, men bevarer næringsstofferne. Vi er derfor rigtig glade for det gode samarbejde med Aarhus Vand, der har resulteret i, at vi nu, ud over at kunne destruere de miljøskadelige stoffer, også kan upcycle biokoks til aktivt kul, som renseanlæggene kan bruge i deres renseproces.”

Aarhus Vand afsætter i lighed med landets øvrige vandselskaber en del af slammet fra renseanlæggene som landbrugsgødning. Slammet indeholder værdifulde næringsstoffer, men desværre også nogle miljøfremmede stoffer, som ikke kan fjernes på renseanlægget med traditionel behandling. Derfor ser CEO i Aarhus Vand, Lars Schrøder, store perspektiver i projektet. Han siger:

”Ved at omdanne slam til biokoks fjerner vi de miljøfremmede stoffer samtidig med, at vi bevarer næringsværdien. Det er en god vej at gå i forhold til at reducere mængden af slam, der bruges på landbrugsjord. Det er godt for miljøet og også for den cirkulære økonomi, der blandt andet handler om at genanvende så mange ressourcer som muligt.

 

Fakta

  • Projektet er et samarbejde mellem AquaGreen, DTU, Aarhus Vand og VandCenter Syd med støtte fra MUDP.
  • MUDP har til formål at understøtte, at danske virksomheder udvikler, kommercialiserer og anvender fremtidens miljøteknologiske løsninger.