Robotteknologi indtager renseanlæg

Robotter skal forbedre arbejdsmiljøet på renseanlæg og gøre spildevandsrensning bedre og billigere. Aarhus Vand vil sammen med Blue Ocean Robotics revolutionere den internationale spildevandsbranche, som ikke for alvor har taget robotteknologi til sig.

Aarhus Vand og Blue Ocean Robotics har indgået et partnerskab om at udvikle robotteknologi på renseanlæg. Droneteknologi til inspektion af spildevandsbassiner og kloaksystemer samt robotteknologi til vedligeholdelse af udendørsarealer på renseanlæg er potentialer, der både vil forbedre arbejdsmiljøet for de ansatte og gøre spildevandsrensningen billigere og mere effektiv.

Ved præsentationen af partnerskabet d. 8. maj fra venstre innovationschef i Aarhus Vand, Karsten Lumbye Jensen, CEO i Blue Ocean Robotics, Claus Risager, og projektleder i Aarhus Vand, Flemming Bomholt Møller.

Aarhus Vand har i et tæt samarbejde med Blue Ocean Robotics afdækket potentialerne ved at anvende robotteknologi på renseanlæg. Formålet er at undersøge, hvordan arbejdsmiljø, produktivitet og ressourceudnyttelse kan forbedres i spildevandsbranchen – ikke bare i Danmark, men også globalt.

Arbejdet med spildevand inkluderer mange forskellige arbejdsopgaver lige fra selve rensningen af spildevand til rengøring, inspektion og vedligeholdelse af renseanlæggene. Arbejdet indebærer en risiko for, at de ansatte udsættes for sygdomsfremkaldende bakterier ved kontakt med overflader, vand og slam. Ansatte i spildevandsbranchen har derfor en særlig interesse i arbejde med teknologi, der kan gøre deres hverdag mere effektiv og mere helbredsmæssigt sikker.

Samtidigt er Aarhus som en række andre byer i stærk vækst med op mod 5.000 nye indbyggere om året. Det betyder, at et vandselskab som Aarhus Vand hvert år skal øge kapaciteten for spildevandsrensning og samtidigt sikre, at det rensede spildevand, der ledes ud i søer og hav, er rent. Det kræver ny viden og ny teknologi. Derfor spiller innovation også en vigtig rolle i udviklingen af et nyt Marselisborg Renseanlæg, der skal være verdens mest ressourceeffektive renseanlæg. Anlægget kommer til at hedde Marselisborg ReWater, og selvom anlægget først skal være færdigt om otte år, er der allerede nu brug for at tænke innovativt for at kunne sikre et bedre arbejdsmiljø og Aarhus Vands førerposition globalt inden for energieffektivitet, energiproduktion og ressourceudnyttelse på renseanlæg. Innovationschef i Aarhus Vand, Karsten Lumbye Jensen, siger: 

"På grund af den kraftige befolkningstilvækst i storbyer og behovet for at tænke bæredygtigt er der hårdt brug at lave en disruption – også inden for spildevandsbranchen. Med de store udfordringer, vi står over for – ikke mindst klimaforandringerne og knaphed på livsvigtige ressourcer - bliver vi nødt til at stoppe op og nøje overveje, hvordan vi med innovation og ny teknologi kan gøre tingene anderledes. I partnerskabet med Blue Ocean Robotics lader vi robotteknologi møde bæredygtighed i spildevandsbran-chen, og det er der nogle meget spændende perspektiver i, som også har et eksportpotentiale. Den knowhow og de produkter, vi udvikler i Aarhus, vil helt sikkert kunne bruges andre steder i verden."

Partnerskabet mellem Aarhus Vand og Blue Ocean Robotics har til formål at identificere uudnyttede om-råder og processer i forbindelse med rensning af spildevand og vedligeholdelse af anlæg, hvor robotter kan bidrage til en øget værdiskabelse. Gennem et RoBi-Roadmap forløb, som er en del af RoBi-X part-nerskabsmodellen hos Blue Ocean Robotics er flere robotpotentialer og udviklingsmuligheder blevet identificeret på baggrund af research og undersøgelser af arbejdsgange og arealer på Aarhus Vands renseanlæg. Med denne viden kan Aarhus Vand strategisk imødekomme en mere teknologisk fremtid og levere stærke innovative og bæredygtige løsninger til spildevandsbranchen.

"Spildevandsbranchen er en branche, hvor robotteknologi indtil nu ikke har haft det store indtog. I sam-arbejde med Aarhus Vand vil vi udvikle fremtidens løsninger til effektiv drift og vedligeholdelse af rense-anlæg. Vores RoBi-X partnerskabsmodel skaber her et optimalt afsæt for udviklingen af nye skalérbare løsninger til spildevandsbranchen, hvor innovation og slutbrugeren er i fokus," siger CEO i Blue Ocean Robotics, Claus Risager.

Aarhus Vand vil over den kommende tid beslutte, hvilke af de identificerede robotpotentialer de ønsker aktivt at udvikle sammen med Blue Ocean Robotics. Karsten Lumbye Jensen fra Aarhus Vand peger på, at robotteknologi blandt andet kan udnyttes til inspektion af spildevandsbassiner og kloaksystemer, til vedligeholdelse af udendørsarealer på renseanlæg og til aflastning af tunge løft på anlæggene.