En stærk dansk vandsektor betinger ny selskabsstruktur

Der er i dag 87 kommunalt ejede drikkevandsselskaber og 110 kommunalt ejede spildevandsselskaber i Danmark. Hvis sektoren skal leve op til de politiske ønsker, skal den danske vandsektor konsolideres kraftigt. Det skriver CEO i Aarhus Vand Lars Schrøder i denne kronik.

Af Lars Schrøder, CEO Aarhus Vand, publiseret 20. august 2020

Med vedtagelse af vandsektorloven i 2009 var det et politisk ønske at udvikle vandforsynings- og spildevandsselskaberne gennem en række nye tiltag. Udviklingen skulle bl.a. sikres gennem en økonomisk regulering, der understøttede en effektivisering af sektoren til gavn for forbrugerne og miljøet, og som samtidig fastholdt kravene til miljø, sundhed og forsyningssikkerhed. Der skulle også sikres økonomiske midler til at imødegå investerings- og fornyelsesbehov, bl.a. teknologiudvikling, som kunne understøtte vækstmuligheder og eksport af dansk vandteknologi. Og så skulle der ske en konsolidering som forudsætning for en effektivisering og professionalisering af vandsektoren.

Den økonomiske regulering har vi fået, og der er trods uhensigtsmæssigheder i reguleringen opnået en betydelig effektivisering i sektoren. Det har derimod haltet – og det halter stadigt – med at sikre økonomiske midler til at imødegå investerings- og fornyelsesbehov. Og konsolideringen må betegnes som en decideret fiasko. Det til trods for, at en lang række omfattende analyser gennemført af bl.a. Deloitte, McKinsey, Copenhagen Economics og FRI alle viser det samme – nemlig, at en kraftig konsolidering er nødvendig for at kunne imødekomme de politiske ønsker.

Her godt 10 år efter vandsektorlovens tilblivelse er status nemlig den, at den danske drikkevandssektor stadig er særdeles decentralt opbygget og består af hele 2.600 almene vandværker, hvoraf 87 er kommunalt ejede drikkevandsselskaber med omkring 340 vandværker. Resten af vandværkerne er oftest ejet af forbrugerne i andelsselskaber. Den danske spildevandssektor består af 110 kommunalt ejede spildevandsselskaber med i alt 773 renseanlæg.

Der er altså - med nogle få undtagelser på Sjælland – ikke sket den ønskede konsolidering, og det er en alvorlig hæmsko i forhold til at udvikle sektoren, leve op til regeringens klimamål og fastholde den globale førerposition på vandområdet, vi ønsker. Vandsektoren kan efter min vurdering kun løfte regeringens mål om en reducering af drivhusgasser med 70 procent frem mod 2030, hvis sektoren samles i enheder, der har tilstrækkelig størrelse til at implementere nye teknologier. Det samme gælder, hvis sektoren skal leve op til den vision, som Klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi fremlagde for regeringen i foråret.

Klimapartnerskabets vision er, at Danmark i 2030 er verdens førende cirkulære økonomi, der bl.a. genanvender næsten al affald og har en klima- og energineutral vandsektor. Det kræver, at vi etablerer en markant vækstmotor for dansk vandteknologi. En vækstmotor, der samler og organiserer de mange aktører i vandbranchen, og som gør det muligt at skabe en meget bedre struktur for hele vand- og spildevandssektoren. For vi har brug for større nationale muskler, større overblik og bedre muligheder for at implementere grønne løsninger og understøtte eksporten. Og perspektivet er enormt; for eksempel har Det Internationale Energiagentur beregnet en mulig energibesparelse på 680 TWh, hvis alle nye renseanlæg, der skal bygges globalt for at nå FN’s verdensmål, styres og reguleres som de bedste anlæg i Danmark set i forhold til den traditionelle måde at drive rensningsanlæg på. Det svarer til den samlede energiproduktion fra samtlige kulfyrede kraftværker i EU.

Desværre er der ikke udsigt til, at der vil ske en markant konsolidering, hvis det fortsat skal se ad frivillighedens vej. Derfor må der andre greb til. Heldigvis blev det i klimaaftalen fra d. 16. juni besluttet, at det skal undersøges, hvad en konsolidering af sektoren vil have af effekter for sektorens omkostningsniveau, miljø- og klimaaftryk, eksport af dansk miljøteknologi og forbrugerinddragelse. Jeg hilser denne undersøgelse velkommen, og jeg føler mig overbevist om, at den i lighed med tidligere undersøgelser vil vise, at der skal ske en markant konsolidering for at udvikle den stærke danske vandsektor, som vi alle ønsker. Det skal ske til gavn for kunder, borgere, grøn vækst og eksport.

Som jeg ser det, skal vi gå fra at have 333 reguleringsregnskaber til blot seks landsdækkende, offentligt ejede og regulerede, not-for-profit vandselskaber – og dermed kun seks reguleringsregnskaber. De skal dække Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark, Sjælland, Hovedstadsregionen og Bornholm. Denne struktur har disse fordele:

  • Bygger på nationalt, regionalt og kommunalt anerkendte geografiske afgrænsninger
  • Sikrer erhvervsinteresser lokalt og regionalt
  • Giver mulighed for en professionel konkurrence, benchmarking og efterfølgende regulering
  • Sikrer en balanceret geografisk, ressource- og befolkningsmæssig fordeling – stærke vandselskaber, der kan sammenlignes med internationale selskaber
  • Understøtter Danmarks opdeling i henholdsvis fire vanddistrikter, vandområdeplaner, regionsgrænser og kommunegrænser
  • Sikrer en god balance mellem by og land
  • Giver mulighed for at høste fordelene ved en konsolidering bedre end flere mindre selskaber
  • Sikrer forsyningssikkerhed og miljø- og sundhedshensyn i landområderne også i forhold til fremtidige udfordringer
  • Sikrer geografisk balance, så priser ikke skævvrides
  • Sikrer adgang til billig kapital – også til investeringer uden for de større byer
  • Sikrer opbygning af knowhow, erfaringer og kapacitet til at håndtere opgaver og udfordringer i både landområder og by
  • Sikrer en afvejning mellem individuelle og fællesskabets hensyn (også i landområder) i forhold til implementering af individuelle og decentrale løsninger.

Seks vandselskaber vil bedre kunne skabe mulighed for at bidrage til uddannelse for eksempel i form af tilbud om uddannelses- og praktik-/lærlingepladser. Denne struktur vil kunne skabe rammerne for fortsat effektivisering i vandsektoren til gavn for forbrugerne ved at efterspørge ny teknologi og viden, som kan udvikles i samspil med private virksomheder og universiteter og dermed også bidrage at udvikle løsninger, der efterfølgende kan eksporteres. De seks vandselskaber vil desuden blive videnscentre og vil kunne skabe rammerne for attraktive referenceanlæg i verdensklasse og understøtte eksport i den private vandbranche.

Forretningsgrundlaget for de seks landsdækkende, kommunalt ejede vandselskaber skal ændres fra ”no profit” til ”not for profit”. En not for profit-organisation laver gerne profit, men der sker kun udlodning til ejerne med regulators godkendelse. Profitten anvendes til at forfølge og opfylde organisationens mål og sikre den nødvendige konsolidering, drift og vækst. I forsyningsselskabssammenhæng udelukker dette derfor ikke, at der kan ske udlodning.

Selskaberne kan i denne struktur varetage operatør-rollen i det samlede vandkredsløb og vil efter international standard være kendetegnet ved en ekstremt høj effektivitet og forsyningssikkerhed som følge af den betydelige konsolidering. Globalt kan selskaberne blive kendt som innovative og teknologisk ledende ressourceselskaber med et forretningsgrundlag, som baserer sig på en effektiv grundvandsbeskyttelse, minimale vandtab, lavt vandforbrug hos borgere og erhvervsliv, en betydelig energiproduktion, en høj grad af genindvinding af ressourcer bundet i proces- og spildevandsstrømme og en robust og fleksibel klimatilpasning. 

Selskaberne vil efterspørge og understøtte en innovativ teknologisk udvikling og vil dermed bidrage til vækst og nye arbejdspladser i den private sektor baseret på stærke forsknings- og uddannelsesmiljøer, som gør Danmark til en globalt ledende eksportør af vandteknologiske komponenter og løsninger og viden.

Et alternativ til seks store selskaber kan være en national overbygning - Dansk Vand - på den eksisterende struktur. Der er forskellige muligheder, men jeg kunne godt forestille mig en konstruktion, hvor staten - eventuelt sammen med pensionskasserne - kunne købe 50 procent af den danske infrastruktur for vand og spildevand. For pensionsselskaberne vil det være en god anlægsinvestering på 50 - 75 milliarder med en afskrivningsperiode på 50 - 75 år, og kommunerne vil få finanser til at sætte gang i hjulene efter coronakrisen. Loven vil selvfølgelig skulle justeres, så der kan blive et lille udbytte - det skal pensionskasser jo have. Dansk Vand skal stå for drift, service og udvikling af den nationale struktur. Og skal sikre forskning, innovation, internationalt samarbejde og eksport i en effektiv selskabsstruktur. Inspirationen til denne struktur er hentet i Portugal, der har etableret Águas de Portugal.

Uanset hvilken af de to modeller, der vælges, vil det sikre en størrelse og en økonomi, som vil gøre det muligt at skabe en meget bedre struktur for hele vand- og spildevandssektoren. Til at finansiere de store udfordringer med klimatilpasning kunne man lave en ny takststruktur med udjævning af priserne og betaling efter areal i stedet for vandforbrug. Dette kunne sætte mere gang i klimatilpasningen.

Man kunne samle kompetente og visionære kræfter, akademiske såvel som kommercielle, om øget samskabelse og innovation af vandløsninger i en mere struktureret og konkret form end hidtil. Dermed kan vi vedblive at være i den absolutte verdenselite inden for vandløsninger til gavn for velfærd og miljø, og vi kan gøre den danske vandsektor til en vækstmotor for eksport, handelsbalance og velstand.

Virksomhederne vil få et meget bedre hjemmemarked for deres produkter, som de jo ønsker. De får travlt på hjemmemarkedet. Man kunne sikkert også lave fyrtårnsprojekter af endnu højere klasse, end vi kan i dag i de enkelte kommuner.

Vi har noget helt unikt at byde på i Danmark; vi er et af de mest ressourceeffektive lande i verden, når det gælder vand og spildevand. Det må give et kæmpe potentiale, når man nu begynder at tale om klimatilpasning og ressourceeffektivitet ude i den store verden.