Aarhus viser vejen for reduktion af drivhusgasser i vandsektoren

Regeringen har et mål om, at vi i Danmark frem mod 2030 skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent. Ny opgørelse fra Aarhus Vand viser, at det inden for vandsektoren er muligt at nå dette mål.

Publiceret den 15. maj 2020

Udledning af drivhusgasser – også kaldet CO2-udledning – er en af de helt store klimasyndere, der er skyld i, at kloden er ved at koge over. Aarhus Vand har derfor i mange år arbejdet målrettet på at reducere det udslip af drivhusgasser, der finder sted ved produktion og distribution af drikkevand og ved transport og rensning af spildevand. Og nu viser en aktuel opgørelse, at Aarhus Vands udledning af drivhusgasser er 77 procent lavere i dag end i 2008. Målet er at blive både energi- og CO2-neutral i 2030 – så produktion og distribution af drikkevand og transport og rensning af spildevand slet ikke belaster klimaet.

Der udledes især store mængder drivhusgas på renseanlæggene, og det er også her, den største gevinst er hentet. Især på Marselisborg Renseanlæg, der er et af verdens absolut mest bæredygtige renseanlæg, er der opnået et markant resultat. Anlægget er gået fra at være en stor energisluger for blot 10 år siden til nu at være en reel energiproducent af grøn energi. Anlægget producerer i dag 50 procent mere energi, end det forbruger – energi i form af el og varme, som sendes ud på det offentlige net. Det har Aarhus Vand opnået ved hjælp af en lang række energioptimeringer af blandt andet anlæggets beluftningsudstyr og ved at udvinde biogas af slammet. Afdelingschef i Aarhus Vand Lise Hughes ser derfor store perspektiver i denne transformation og siger:

”Det betyder, at Marselisborg Renseanlæg er meget tæt på at dække energiforbruget i hele vandkredsløbet i anlæggets opland – fra grundvandet pumpes op, behandles og distribueres - til spildevandet transporteres, renses og ledes ud i havet.”

Udover energioptimeringerne på Aarhus Vands renseanlæg er der hentet en væsentlig miljøgevinst gennem skovrejsning, der hjælper med at binde CO2. Skovrejsningen alene bidrager med en reduktion på 1.307 tons CO2 til Aarhus Vands klimaregnskab.

Tilsammen viser dette, at det kan lade sig gøre at skabe en energi- og CO2-neutral vandsektor i Danmark. Og det er netop budskabet fra CEO i Aarhus Vand, Lars Schrøder, der som næstformand i regeringens klimapartnerskab for affald, vand og cirkulær økonomi i marts præsenterede en række anbefalinger for klimaminister Dan Jørgensen og miljøminister Lea Wermelin. Her var en af anbefalingerne, at de danske vandselskaber skal nedsætte energiforbruget kraftigt på rensning af spildevand og samtidig producere energi af spildevandet. Det vil have en stor positiv effekt på udledningen af drivhusgasser og på opnåelse af klimaneutralitet. Lars Schrøder siger:

”Det, at vi i Aarhus Vand har nedsat vores udledning af drivhusgasser med næsten 80 procent fra 2008, viser med al tydelighed, at der er store gevinster at hente ved at arbejde systematisk med energioptimering og cirkulær økonomi i den danske vandsektor. Men hvis vi skal have den fulde effekt, kræver det, at vandsektoren bliver samlet i nogle større enheder – altså at der sker en konsolidering. Hvis politikerne baner vejen for dette og give selskaberne mulighed for at investere yderligere i forskning og udvikling, tror jeg på, at vi kan leve op til regeringens mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.”