Aarhus Vand stiller op i international konkurrence i USA - 3. oktober 2017

Et team af spildevandsfolk fra Aarhus Vand og VandCenter Syd i Odense deltager i "The Operational Challenge" i drifts- og vedligeholdelsesopgaver på dette års WEFTEC-konference i Chicago.

Under navnet ”The Great Danes” skal Nerea Uri fra VandCenter Syd sammen med Dia Kjellerup, Frank Blichfeldt Davidsen, Jens H. Christensen og Flemming Bomholt Møller, alle fra Aarhus Vand, forsøge at vinde hæder til den danske spildevandsbranche i konkurrencen "The Operational Challenge". Konkurrencen afholdes under dette års WEFTEC-konference og -udstilling, som finder sted fra den 30. september til den 4. oktober  i Chicago.

Hård konkurrence

Teamet skal konkurrere imod forsyningsselskaber fra en lang række lande i drifts- og vedligeholdelsesopgaver inden for: Laboratoriedrift, vedligehold af pumper, reparationsopgaver på rørsystemer, sikkerhedsredningsopgaver samt procesviden. En af opgaverne går ud på at reparere en utæthed i kloaksystemet. Man skal save et plastikrør over og tilpasse og montere et rørstykke med en rørforgrening ved utætheden. Det har teamet under to minutter til. Og selv om alle i teamet er specialister inden for hver deres område og har mange års erfaring bag sig, bliver konkurrencen hård, vurderer Flemming Bomholt Møller, som er ”team coach”. Han siger:

”Konkurrencen er en slags ’spildevandets olympiade’ i USA, og vores amerikanske kolleger tager det ekstremt seriøst og træner hele året til dén - og til lignende konkurrencer. Vi har kun nået at træne seks gange, og vi har desuden den udfordring, at vi skal dyste på noget andet udstyr, end vi er vant til. Heldigvis har vi inden konkurrencen fået træning i brug af det amerikanske udstyr af kolleger fra Aarhus Vands samarbejdspartner i Chicago – vandselskabet The Metropolitan Water Reclamation District of Greater Chicago. Men realistisk set skal vi være meget tilfredse, hvis vi kommer i den bedste halvdel. Formålet er heller ikke at vinde, men at skabe opmærksomhed på dansk vandindustri. Derudover er det god teambuilding, og deltagelsen giver os mulighed for at networke og suge viden til os på WEFTEC-konferencen.”

"The Great Danes" fotograferet i Aarhus inden afrejsen til USA. Fra venstre Jens H. Christensen, Dia Kjellerup, Nerea Uri, Flemming B. Møller og Fank B. Davidsen.

FAKTA

WEFTEC, som afholdes 30. sept. – 4. okt. i Chicago, er en af verdens største konferencer inden for vandteknologi. Læs mere på www.weftec.org

The Operational Challenge er en del af konferencen. Se eksempler på, hvordan der konkurreres på http://urlen.dk/KNf