Aarhus Vand indvier nyt vandværk i Beder

Aarhus Vand indvier nu et nyt vandværk i Beder. Værket bliver en vigtig del af byen – både som leverandør af drikkevand og som et smukt bygningsværk, der er anlagt i byens park.

Publiseret 19. juni 2020

Vandværket, som hedder Bederværket, er tegnet af det aarhusianske arkitektfirma Cubo og er udformet som to sammenbyggede, teglbeklædte længehuse, der giver klare associationer til vikingetiden. Vandværket er placeret som en integreret del af byparken i Beder og kommer dermed til at skabe en naturlig samhørighed med lokalområdet.

Det nye vandværk afløser det gamle vandværk, der har 50 år på bagen, og som ikke længere lever op til de krav, der stilles til et moderne vandværk. Bederværket er udstyret med den nyeste teknologi inden for vandproduktion og lever op til de højeste krav, der findes, med hensyn til drikkevandssikkerhed. Det tekniske anlæg til behandling af grundvandet, inden det sendes ud til forbrugerne, er leveret af Vand og Teknik A/S, og totalentreprenør på projektet er Per Aarsleff A/S.

Fagchef for drikkevand i Aarhus Vand, Flemming Fogh Pedersen, siger om vandværket:
”Bederværket er bygget efter de samme principper som vores seneste vandværk i Truelsbjerg i det nordlige Aarhus. Her introducerede vi som de første i Danmark et helt lukket og sikkert produktionsapparat, eksempelvis med vandbeholdertanke i stål over jorden i stedet for underjordiske betontanke, der udgør en potentiel risiko for indtrængen af bakterier og forurening. Et koncept, som efterfølgende har spredt sig til hele landet. På Bederværket har vi udviklet konceptet yderligere og har stor fokus på innovation - blandt andet i forhold til at skabe et fleksibelt vandværk med minimale driftsomkostninger kombineret med maksimal drikkevandssikkerhed.”

Adm. direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder, har store forventninger til, at beboerne i Beder vil tage værket til sig:
”Det gamle vandværk var hegnet ind, så der ikke var offentlig adgang til arealet. Vi ønsker, at det nye værk bliver et aktiv i lokalområdet. Det ligger lige op ad byparken i Beder i et åbent område, så man kan kigge ind ad de store ruder, der er i bygningerne, og se, hvordan man producerer drikkevand. Vi anlægger til efteråret stier og beplantning rundt om anlægget, så det bliver et attraktivt sted at opholde sig.”

Bederværket er en vigtig brik i Aarhus Vands planer for at sikre rent drikkevand til alle aarhusianere både nu og i fremtiden. I denne plan nedlægges vandværkerne i Lyngby og Åbo. Bederværket og Østerbyværket i Tranbjerg skal dække vandforsyningen i syd, Stautrupværket dækker midtbyen, og Truelsbjergværket, Kastedværket og Elstedværket dækker nordbyen. Regningen på Bederværket lyder på 67 mio. kr.

Videopræsentation
Se en videopræsentation af Bederværket og hør Flemming Fogh Pedersen og Lars Schrøder fortælle mere om værket: https://youtu.be/hMRmZZUkur8