Aarhus Vand indgår tæt samarbejde med portugisisk vandselskab

Aarhus Vand har netop underskrevet en samarbejdsaftale med det portugisiske vandselskab Águas do Tejo Atlântico. Samarbejdet skal understøtte udvikling og udbredelse af bæredygtige løsninger inden for vandområdet gennem videndeling, uddannelse og udveksling af medarbejdere.

Til venstre den danske ambassadør i Portugal, Maria Nilaus Tarp, i midten Alexandra Serra, direktør i Águas do Tejo Atlântico, til højre Claus Homann, COO i Aarhus Vand.

Publiceret d. 28. marts 2022

Tilbage i 2017 underskrev Aarhus Vand en samarbejdsaftale i form af et memorandum of understanding med Águas de Portugal, der er den offentlige paraplyorganisation for vandsektoren i Portugal. Nu har Aarhus Vand udvidet det portugiske samarbejde med underskrivelsen af en aftale med det største portugisiske spildevandselskab Águas do Tejo Atlântico, der servicerer 23 kommuner på vestkysten herunder Lissabon.

Águas do Tejo Atlântico er eksperter i digitalisering og genanvendelse af vand og er ambitiøse i forhold til energioptimering og energiproduktion. Selskabet producerer 18.000 MWh energi om året fra spildevandet fra de 2,4 mio. indbyggere i regionen. Aarhus Vand er eksperter i energioptimering og energiproduktion på renseanlæg og har derudover specialiseret sig i udnyttelse af andre ressourcer i spildevandet som for eksempel struvit, der er et næringsholdigt gødningsprodukt.

Claus Homann, COO i Aarhus Vand, underskrev på Aarhus Vands vegne d. 24. marts aftalen sammen med Alexandra Serra, direktør i Águas do Tejo Atlântico, ved en ceremoni på den danske ambassade i Lissabon med deltagelse af ambassadør Maria Nilaus Tarp. Claus Homann siger om formålet med aftalen:

”Vi har begge mange aktiviteter internationalt, og formålet er at bringe vores fælles viden om bæredygtig vandforvaltning ud i verden og dermed bidrage aktivt til FN's verdensmål. Sammen vil vi stå stærkere internationalt. Aarhus Vands vision er, at vi sammen med Águas do Tejo Atlântico kan udvikle løsninger, hvor vi udnytter ressourcer i spildevandet i en grad, der ikke er set før. Det skal ske gennem videndeling mellem partnerne og gennem uddannelse og udveksling af medarbejdere med særlige kompetencer. Vi skal udfordre hinanden og skabe fælles innovationsprojekter - gerne med EU-støtte - som har stor og langsigtet betydning for begge virksomheder.”

Underskrivelsen af samarbejdsaftalen var en del af et flerdages arrangement i Lissabon med en række faglige oplæg og workshops fra bl.a. Per Overgaard Pedersen, Aarhus Vand, og Catia Martinho, Juan Vera og Laura Baillón fra den globale vandalliance WTA EU, som Danmarks Eksportråd står bag.