Aarhus viser vejen for klimatilpasning af den eksisterende by

Aarhus viser vejen frem for klimatilpasninger i den eksisterende by

Sammen med Aarhus Kommune har vi i 2019 udviklet en særlig metode til at fastlægge hvor, hvornår og hvordan vi skal sætte ind med klimatilpasning i eksisterende byområder.

Vi arbejder sammen med kommunen ud fra et mål om at skabe plads til vandet i byerne gennem blågrønne løsninger, hvor vi langt overvejende håndterer nedbøren på terræn i stedet for i rør under jorden. Det er for eksempel i form af regnvandssøer, vejbede og vandveje, hvor vandet opbevares, fordampes, nedsives eller ledes væk, så det ikke gør skade.

Det giver mest klimatilpasning for pengene at håndtere vandet på terræn, og det tilfører samtidigt lokalområderne merværdi, fordi vandet er synligt og bliver en del af rekreative områder til glæde for mennesker, dyr og natur.

Sammen med Aarhus Kommune har vi udviklet en særlig metode til at fastlægge hvor, hvornår og hvordan vi skal sætte ind med klimatilpasning i eksisterende byområder.

I metoden opererer vi ikke med klippefaste mål for, hvor meget vand, der må være på terræn ved for eksempel en såkaldt 10-årshændelse - altså ved en meget kraftig nedbørsmængde, der i gennemsnit kun falder hvert 10. år. I stedet forsøger vi altid at finde den optimale lokale løsning ud fra en konkret vurdering af, hvad der samfundsøkonomisk bedst kan betale sig hvert enkelt sted. Med andre ord laver vi klimatilpasning, hvor det kan betale sig samfundsøkonomisk set.

Metoden, der hedder ”Aarhus-metoden for klimatilpasning af den eksisterende by”, er baseret på vores erfaringer fra de klimatilpasningsprojekter, vi har lavet de senere år, og hvor vandet håndteres på overfladen. Metoden bruger vi til at fastlægge, hvor det kan betale sig at lave klimatilpasning i de områder, hvor vi adskiller regn- og spildevand.

Metoden blev færdigudviklet i 2019, og vi er nu gået i gang med at bruge den i Viby og Åbyhøj, som er de områder, kommunen har udpeget til at få adskilt regn- og spildevand over de kommende år.

 

Vil du vide mere?

Læs mere om vores øvrige projekter

Hent årsrapporten