Nyhedsbrev 6 for Risvangen og Vorrevangen

April 2015

Invitation

Den 1. og 2. juni 2015 inviterer vi alle beboere i Risvangen og Vorrevangen på besøg i de demohaver, som vi er i gang med at etablere sammen med vores samarbejdspartnere og en række haveejere i området. Udgangspunktet for besøgene bliver et telt i området. Her kan du også se, hvor langt vi er kommet med løsningerne i de offentlige arealer i området. Vi er netop nu ved at planlægge de to dage og vi vil informere dig igen, når alle detaljerne er på plads. Men sæt allerede nu kryds i kalenderen.

Beboermøde den 24. marts 2015

Mere end 100 beboere mødte den 24. marts op på Vorrevangskolen og gav deres besyv med i forhold til, hvordan vi kan udforme de offentlige arealer i området, så de fremover kan håndtere regnvandet fra huse og veje.

På mødet præsenterede vi i mindre grupper en række forslag, der fokuserede på områderne Risvang Allé, Gustav Holms Vej og Vorrevangsparken. Vi præsenterede blandt andet tankerne bag forslagene, hvorefter der var tid til spørgsmål, debat og gode forslag.

Aftenen viste tydeligt, at mange beboere på forhånd havde gjort sig tanker om, hvordan Risvangen og Vorrevangen kan se ud i fremtiden. Der kom rigtig mange gode forslag på bordet. Mange af disse forslag pegede ikke overraskende i meget forskellige retninger, men især fire overordnede emner dukkede op flere gange i løbet af aftenen:

  • Mulighed for aktiviteter for børn
  • Trafik – især tiltag der bidrager til at sænke hastigheden for biler på Risvangs Allè
  • Vandets anvendelse til forskønnelse
  • Grønne områder – træer, græs, buske

Du kan se nogle af skitserne fra beboermødet her.

Vi foretager opmålinger i området I forbindelse med vores arbejde med at udforme det nye regnvandssystem i de offentlige arealer foretager vi sammen med landinspektørfirmaet Geopartner i øjeblikket en række opmålinger. I de offentlige arealer måler vi især en række forskellige terrænforhold, mens vi på ejendommene i området laver opmålinger, så vi kan fastlægge placeringen af Aarhus Vands nye regnvandssystem i vejen.

Råd og vejledning for haveejere – nu frem til 1. juli

Vi har valgt at forlænge den periode, hvor du som haveejer kan få besøg i din have. Du kan nu få besøg frem til d. 1. juli 2015.

Hvis du er interesseret i et besøg, skal du kontakte: Aarhus Vand
Telefon: 89 47 10 00
E-mail: aarhusvand@aarhusvand.dk

Under et besøg i din have får du råd og vejledning i forhold til, at du senest d. 1. juli 2015 skal beslutte, om du i fremtiden vil håndtere regnvandet i din egen have, eller om du vil udlede det til Aarhus Vands regnvandssystem i de offentlige arealer. Du kan også svar på spørgsmål om den videre proces og procedure om ansøgninger og tilladelser. Hvis du har kloaktegninger for dit hus, er det en god idé, at du finder dem frem til havebesøget.

Råd og vejledning – hvad spørger haveejerne om?

For de fleste haveejere er det helt nyt at skulle tænke i håndtering af regnvand på overfladen. Ikke overraskende har haveejerne rigtig mange spørgsmål, når de får besøg af en medarbejder fra vores samarbejdspartnere Orbicon A/S og EnviDan A/S.

"De haveejere, som vi besøger, er meget interesserede i at tænke i ret kreative løsninger. De vil gerne nedsive regnvand, da det virker mest naturligt", fortæller Jacob Granild, Orbicon A/S. "Mange skal dog lige have det første lille skub i form af en snak om, hvad der er realistisk. Men interessen er der helt klart".

"Folk har mange forskellige spørgsmål. Fra de helt overordnede om hvorfor projektet gennemføres til de mere praktiske omkring egnede materialer til render. Mange vil også gerne vide noget om, hvad de selv må udføre. Haveejerne har vidt forskellige behov og det tager vi naturligvis hensyn til", siger Michael Lysbjerg Brund, EnviDan A/S.