Frivillige aftaler begrænser forureningen

Aarhus Vand har sammen med vandværkssamarbejdet i Aarhus, VPU, frivillige aftaler med landmænd om sprøjtegiftfri drift på 1.400 hektar jord. 7.000 hektar er endnu ikke beskyttet.

Grundvandet under Aarhus er sårbart over for forurening, særligt sprøjtegifte. Derfor gør vi i samarbejde med de private vandværker i Aarhus en stor indsats for at beskytte fremtidens drikkevand mod forurening.

Et vigtigt redskab er at indgå frivillige aftaler med for eksempel landmænd, gartnerier og villaejere om sprøjtegiftfri drift.

Ud over aftalerne om sprøjtegiftfri drift laves der hvert år kampagner der skal informere både private og landmænd og gartnerier om risikoen ved at bruge sprøjtegift i drikkevandsområder.

Aftale udløser kompensation

En femtedel af drikkevandsområderne er særligt sårbare over for forurening. Her tilbyder vi lodsejerne en økonomisk kompensation for at indgå i frivillige aftaler om sprøjtegiftfri drift.

Vi tilbyder også kompensation til landmænd, der efter aftale holder op med at bruge sprøjtegift i nærzoner rundt omkring drikkevandsboringer.

Beskyttelsesplan giver nye muligheder

Oveni aftalerne om sprøjtningsfrie zoner på 1.400 hektar landbrugsjord har Aarhus Vand desuden lavet skovrejsningsaftaler med Aarhus Kommune og staten på andre yderligere 250 hektar.

Men der er stadig 7.000 hektar, fortrinsvis landbrugsjord, som endnu ikke er beskyttet.

Disse arealer er omfattet af indsatsplaner, hvor kommunen kan påbyde lodsejerne at lave sprøjtningsfrie zoner på deres jord.