Drikkevandssikkerhed i top

Sikkerheden i produktion af drikkevand skal være mindst lige så høj som for andre fødevarer, så man som forbruger kan være helt tryg ved drikkevandskvaliteten. Aarhus Vand har derfor i mere end 10 år arbejdet systematisk med drikkevandssikkerhed.

Drikkevand er en fødevare. Sådan har vi tænkt i Aarhus Vand i mere end de ti år, der er gået, siden vi i 2006 som det første vandselskab i Danmark blev certificeret som en fødevarevirksomhed. Certifikatet er bevis for, at vi arbejder systematisk med det, man kalder ”dokumenteret drikkevandssikkerhed” (DDS).

Konkret betyder certificeringen, at vi har fokus på at forebygge alle former for forureningsrisici undervejs i produktionen. Problemerne bliver fanget i opløbet – før de bliver et problem. Det betyder, at vi har klare procedurer og styrer alle kritiske processer, så vi forebygger, at der sker en forurening af drikkevandet. For eksempel så der ikke kan trænge snavset vand ind i ledningssystemet, når rør og ledninger bliver repareret ved brud.

Løbende kontrol

Vi fører løbende kontrol med vandkvaliteten i hele vores produktionsapparat – fra vandboringer, på vandværker, i beholdere og på ledningsnettet. Vi tager omkring 1500 vandprøver om året som kontrol på, at vores procedurer sikrer rent drikkevand til forbrugerne. Vores mål er, at vi ikke finder overskridelser af grænseværdierne, og at vores overvågningssystem sikrer, at vi altid sender rent vand ud til forbrugerne.

Uddannet i DDS - dokumenteret drikkevandssikkerhed

Alle medarbejdere hos Aarhus Vand, der arbejder med drikkevand, bliver uddannet i DDS. Vi kræver desuden, at samarbejdende entreprenører har gennemgået et DDS-kursus, for at de kan arbejde med vand.

Når vi designer nye anlæg, sker det også ud fra principperne om dokumenteret drikkevandssikkerhed. Eksempelvis er vores nyeste vandværk, Truelsbjergværket i det nordlige Aarhus, bygget og indrettet efter intentionerne i DDS-certificeringen. Vandet opbevares i stålbeholdere under tryk, og iltning og filtrering sker i lukkede systemer. Begge tiltag forhindrer, at der kan ske indtrængning af forurening udefra.

Forebyggelse hos forbrugerne

Vi har også fokus på, at der ikke sker en forurening af drikkevandet hos forbrugerne. I vandmålerne hos vores kunder er der indbygget en kontraventil, som forhindrer, at der for eksempel på grund af en fejlkobling kan løbe beskidt vand tilbage og forurene vandet i vores fælles ledningsnet. Og for virksomheder er det et krav, at der er etableret en sikring mod tilbagestrømning, så vand fra virksomheden ikke kan løbe tilbage i ledningsnettet.

Aarhus Vand var først med DDS og indførte principperne længe før, det blev et lovkrav for alle vandforsyninger i 2014. Og det store fokus på hygiejne, design af værker og håndtering af brud gør, at vi i dag har en meget sikker vandforsyning.