Vandets Dag fejres med gratis undervisnings-materiale til aarhusianske skoler - 21.03.2017

Hvert år den 22. marts fejres Vandets Dag, som er en international FN-temadag, der sætter fokus på drikkevandet. Aarhus Vand markerer dagen ved at uddele lærematerialet ”Det blå guld” gratis til alle skoler i Aarhus Kommune og invitere lærere og elever til rundvisning på et vandværk og renseanlæg.

Aarhus Vand har udarbejdet lærematerialet ”Det blå guld”, som dækker det nye fællesfaglige fokusområde ”drikkevandsforsyning for fremtidige generationer i naturfagene i 7. – 9. klasse”. Materialet, der består af et elevhæfte, en lærervejledning og websitet aarhusvand.dk/detblåguld, uddeles i anledning af Vandets Dag den 22. marts til alle skoler i Aarhus Kommune. Med materialet får eleverne en forståelse for, hvordan vi sikrer rent drikkevand til alle i fremtiden. Materialet dækker områder som ”Hvordan klarer vi den i en verden med klimaforandringer?”, ”Vi har masser af saltvand, men kan vi bruge det til drikkevand?”, ”Hvor får vi vores vand fra, og hvordan dannes vores drikkevand?” og ”Kan vi se på vandet, om det kan drikkes, og hvordan kan vi rense det?”.

”Det blå guld” arbejder med problemstillingerne med biologifagets, fysik/kemifagets og geografifagets faglige briller. Materialet er anmeldt i fagbladet ”Folkeskolen”, som under overskriften ”Gratis guld” bl.a. skriver:

"Elevhæftet fungerer som en øjenåbner og indgang til fokusområdet. Eleverne får forskellige vinkler på arbejdet med drikkevandsforsyning i fremtiden, og indholdet bredes ud, så de bedre er i stand til at udarbejde en problemformulering. Hæftet spænder vidt fra vands religiøse betydning over FN’s klimamål til emnet ”Fra lort til strøm”. Billeder og modeller er lige til målgruppen - overskuelige, relevante og enkle – dejligt."

Udover materialet tilbyder Aarhus Vand gratis rundvisninger på selskabets vandværker og renseanlæg, hvor eleverne får et unikt kig ind i en hverdag med produktion af rent drikkevand, spildevandsrensning og klimatilpasning. Besøgene tilrettelægges, så indholdet understøtter undervisningen i fagene natur/teknik, fysik/kemi, biologi og geografi og de nye fællesfaglige fokusområder.

For yderligere information
Læs mere på aarhusvand.dk/detblåguld
Kontakt Stefan Buus Pedersen, formidlingskonsulent i Aarhus Vand, på tlf. 8947 1039 eller e-mail spe@aarhusvand.dk.