Generelt om anlægsbidrag
For tilslutning til Aarhus Vand skal der betales et anlægsbidrag, der er sammensat af følgende tre bidrag:
Hovedanlægsbidrag:
Hovedanlægsbidraget er et bidrag til indvindingsanlæg, råvandsledninger, vandbehandlingsanlæg, pumpeanlæg, herunder trykforøgeranlæg til særlige trykzoner i ledningsnettet, beholderanlæg samt transmissionsledninger til transport af færdigbehandlet vand til forsyningsledningsnettet.
Forsyningsledningsbidrag:
Forsyningsledningsbidraget er et bidrag til forsyningsledningsnettet, der består af distributions- og forsyningsledninger.
Stikledningsbidrag:
Stikledningsbidraget er et bidrag for tilslutning til forsyningsledningen, etablering af stikledning frem til skel samt etablering af stikledningsventil. Hvis forsyningsledningen er placeret på privat grund, dækker stikledningsbidraget stikledningen til og med stikledningsventilen.
Anlægsbidrag skal være betalt inden arbejdet påbegyndes.
En enhed på en matrikel
En boligenhed, en erhvervsvirksomhed eller en institution på en matrikel betaler et anlægsbidrag bestående af hovedanlægs-, forsyningslednings- og stikledningsbidrag. Bidragene udregnes efter stikledningsdimensionen i henhold til gældende takstblad.
Kombineret erhverv/bolig
Ved kombineret erhverv og bolig skal anlægsbidraget for den samlede bebyggelse fastsættes som den højeste af følgende:
1. Anlægsbidrag (Hovedanlægs- og forsyningsledningsbidrag samt stikledningsbidrag) betales i forhold til den ønskede stikledningsdimension.
2. Stikledningsbidrag betales i forhold til den ønskede stikledningsdimension, der betales samtidig et ø 40 hovedanlægs- og forsyningsledningsbidrag pr. boligenhed.
Flere enheder
Flere boligenheder på samme matrikel betaler hovedanlægs- og forsyningsledningsbidrag pr. boligenhed i forhold til en ø40. Stikledningsbidraget betales efter stikledningens dimension for den fælles bebyggelse.
Flere erhvervsenheder på samme matrikel betaler ét fælles anlægsbidrag (hovedanlægs- og forsyningsledningsbidrag samt stikledningsbidrag) i forhold til den ønskede stikledningsdimension. Det er underordnet om erhvervsenhederne findes i flere bygninger.
Ældre- og ungdomsboliger betaler som for flere boligenheder på samme matrikel, se ovenstående, dog reduceres hovedanlægs- og forsyningsledningsbidragene med 35 %. Stikledningsbidraget betales efter stikledningens dimension for den fælles bebyggelse.
Sprinklerstik
Ved sprinklerstik betales fuldt anlægsbidrag efter stikkets dimension, samt omkostninger for levering og montering af kvarterventiler.
Ved trappesprinkling, hvor der er tale om et kombineret sprinkler- og forbrugsstik, skal anlægsbidraget for den samlede bebyggelse fastsættes som den højeste af følgende:
1. Anlægsbidrag (Hovedanlægs- og forsyningsledningsbidrag samt stikledningsbidrag) betales i forhold til den ønskede stikledningsdimension.
2. Stikledningsbidrag betales i forhold til den ønskede stikledningsdimension, der betales samtidig et ø 40 hoved- og forsyningsledningsbidrag pr. boligenhed.
Hertil kommer udgifter til levering og montering af kvarterventiler.
Det åbne land
Det åbne land omfatter områder, hvor afstand fra forsyningsledningen til forbrugeren er længere end 50 m, og som derfor kræver etablering af en ny forsyningsledning.
Hovedanlægs-, forsyningslednings- og stikledningsbidrag betales som for bymæssigt område. Forsyningsledningsbidraget, tillægges dog den faktiske pris for etablering af den del af forsyningsledningen der ligger ud over 50 m. Prisen beregnes som de faktiske omkostninger for etablering af en forsyningsledning svarende til den stikledningsdimension, der er nødvendig for at forsyne det enkelte forbrugssted. Forsyningsledningsbidraget kan ikke overstige det maksimale beløb angivet i takstbladet.