Område med skov skal beskytte grundvandet ved vandværk syd for Tranbjerg.
Grundvandet bliver bedre beskyttet og borgerne kan glæde sig til et nyt stort rekreativt område med masser af fugle- og dyreliv. Det er resultaterne af et samarbejde mellem Region Midtjylland, Aarhus Vand og Aarhus Kommune om etableringen af en ny skov med tilhørende naturområde omkring vandværket Østerbyværket og dets boringer, syd for Tranbjerg. Området bliver på omkring 20 hektar og der vil ud over træer blive plantet masser af bærbuske, så dyr og fugle vil få gode fødemuligheder.
Selve skovdelen betales først og fremmest af Region Midtjylland. Regionen skal rejse ny skov som erstatning for skov, der fældes ved udvidelsen af Skejby Sygehus og har i samarbejde med Aarhus Vand og Aarhus Kommune fundet området ved Tranbjerg velegnet til formålet.