Aarhus Vand analyserer løbende drikkevandet for sprøjtegifte og sikrer rent drikkevand til forbrugerne.
Mandag den 24. januar udgav GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) en rapport om fund af sprøjtegifte i grundvandet. Iflg. rapporten har man konstateret en stigning i forekomsten af sprøjtegiften Roundup i grundvandet rundt om i landet.
Aarhus Vand har analyseret for glyphosat (det aktive stof i Roundup) og AMPA (nedbrydningsprodukt fra Roundup) siden 2000 i vores indvindingsboringer, og vi har endnu ikke fundet rester af stofferne i disse boringer. Analyserne har hidtil ikke været et lovkrav, men vi analyserer for at være helt sikre på, at drikkevandet er rent og uden sprøjtegifte. Også de seneste analyser af drikkevandet på vores vandværker viser, at alt vandet, vi leverer til forbrugerne, er rent og uden spor af pesticider.
Aarhus Vand overvåger løbende grundvandet i hele kommunen og har i overensstemmelse med GEUS’ rapport fundet rester af glyphosat og/eller AMPA i grundvandet. Det er sket i 9 boringer, men der er tale om boringer, som Aarhus Vand ikke bruger til indvinding af drikkevand.
Adm. direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder, siger:
”Vi vil også fremover have stor fokus på grundvandsbeskyttelse og på at styre vores indvinding af vandet, så der ikke er sprøjtegifte i det drikkevand, vi leverer. Så man kan fortsat trygt drikke vandet fra hanen.
For yderligere oplysninger kontakt geolog i Aarhus Vand Bo Vægter på tlf. 8947 1310 eller bva@aarhusvand.dk