Aarhus Vand har Midtjyllands mest velsmagende vand

Aarhus Vand kom ind på en flot 1. plads i lørdagens regionale Vand Grand Prix og er dermed klar til landsfinalen den 4. oktober.

Aarhus Vand, Varde Forsyning og Boeslund Bakker Vandværk gik videre til finalen i Dansk Vand Grand Prix 2010 efter den regionale vandsmagningskonkurrence på Lille Torv lørdag, hvor 13 vandværker fra Aarhus og Midtjylland deltog i dysten om at levere Danmarks mest velsmagende vand.

Det betyder, at vi sammen med de øvrige regionale vindere fra Kolding, Roskilde og Aalborg deltager i finalen i København den 4. oktober. Førstepræmien, der overrækkes af miljøminister Karen Ellemann, er på 50.000 kr., der går til et velgørende vandprojekt i Tanzania.

Direktør i Aarhus Vand, Lars Schrøder, var naturligvis yderst tilfreds med 1. pladsen, som kom på et godt tidspunkt:
- Vi er både glade og stolte. Vi mener selv, at vi laver noget godt vand, men det er selvfølgelig dejligt at få det bekræftet fra borgerne, Det er især rart, at vi får det skulderklap oven på den vandforureningssag, vi lige har været igennem.

Med i dommerpanelet var rådmand for Teknik og Miljø, Laura Hay, og hun sagde om arrangementet:
- Dansk Vand Grand Prix er et godt arrangement, der er med at sætte fokus på betydningen af at sikre rent drikkevand, men også, at der er forskel på kvaliteten af vand. I Danmark er vi så heldige at have drikkevand af rigtig god kvalitet, og derfor er der god grund til at vælge vand fra hanen frem for på flaske. Arrangementet er med til at sætte politisk fokus på, at vi skal sikre drikkevandet fremover, men vi har alle et ansvar. Når vi går ud i haven, skal vi eksempelvis sørge for ikke at bruge pesticider. Dansk Vand Grand Prix har virkelig været en øjenåbner, fordi det er sjældent, at man får lov til at smage på vand fra så mange forskellige vandværker på én gang. Det er sundt at drikke vand, og så er arrangementet en god måde at komme ud og møde forbrugerne på.

Direktør i DANVA, Carl-Emil Larsen sagde:
- Vi tager det som en selvfølge, at det danske drikkevand er rent og velsmagende, og sådan skal det selvfølgelig blive ved med at være. Dansk Vand Grand Prix er vandværkernes mulighed for at konkurrere på de små smagsnuancer, der trods alt er i drikkevandet, og selvom det har været en tæt kamp, valgte borgerne og eksperterne i dag de vandværker, der skal videre til finalen i København d. 4. oktober.

Omkring 1.000 aarhusianere var med til at sikre Aarhus Vand 1. pladsen, og derudover blev ”vandkampen” afgjort af et smagepanel bestående af Erik Skovenborg, læge, forfatter og foredragsholder, Elsebeth Lohfert, stifter og redaktør af "Vinbladet”, Jacqueline Jensen, journalist med gastronomi og vin som speciale. Med i dommerpanelet i Aarhus sad som nævnt desuden rådmand Laura Hay samt borgmester Nikolaj Wammen.

Se indslag om arrangementet fra TV2 Østjylland her