Aarhus Vand leverer drikkevand til mere end 250.000 personer i og omkring Aarhus, og vandet er baseret på rent drikkevand, som vi henter 30 – 140 meter under jordens overflade.
Det vand, vi leverer til forbrugerne, er noget af landets mest velsmagende. Aarhus Vand opnåede en 2. plads, da Danmarks mest velsmagende vandhanevand i efteråret blev kåret ved Dansk Vand Grand Prix, hvor 57 vandværker og forsyningsselskaber deltog.
Aarhus Vand er desuden blandt landets førende i forhold til at sikre rent og tilstrækkeligt drikkevand. Vi gør en stor indsats for at forebygge vandforurening og for at kontrollere drikkevandskvaliteten. Loven siger, at vi årligt skal udtage 191 vandprøver, men vi har i 2010 udtaget næsten 3.000 vandprøver.
Vores drikkevandsressourcer er under pres, fordi vi bliver flere mennesker i kommunen. Også hensynet til naturen sætter begrænsninger for, hvor vi kan indvinde vand, og hvor meget vi kan indvinde. Derfor har Aarhus Vand stor fokus på at bevare så mange boringer og kildepladser som muligt ved at lave en forebyggende grundvandsbeskyttelse gennem information, skovrejsning og sprøjtefri drift.
Resultat af vandprøver i 2010
Aarhus Vand skal i lighed med alle andre vandselskaber føre løbende kontrol med drikkevandets kvalitet. Der er krav til, hvor ofte vi skal udtage vandprøver, hvilke stoffer prøverne skal undersøges for, og hvor højt indholdet af de enkelte stoffer må være. Og der er krav om, at resultatet af årets vandprøver skal offentliggøres. En opgørelse over vandprøverne i 2010 viser, at i langt de fleste af vores prøver er vandet rent, men der var i årets løb nogle mindre overskridelser af grænseværdierne. På tre vandværker har der været overskridelser af vandets turbiditet. Turbiditet er et udtryk for, hvor klart vandet er på det tidspunkt, hvor vandprøven bliver taget.
På ledningsnettet har der været syv mindre overskridelser af vandets indhold af bakterier, og i august førte en overskridelse af grænseværdierne til, at 20.000 borgere i det nordlige Aarhus i 5 dage blev bedt om at koge vandet inden brug. Det har vi beklaget over for de berørte, og vi har arbejdet målrettet på at opspore kilden med blandt andet trykprøvning af vandledninger, dykkerinspektioner og driftsomlægninger. Vi har ikke fundet en konkret kilde, men undersøgelserne peger på, at en revnedannelse i en vandbeholder kan være årsagen.
Deklaration af vandet
| Hårdhed |
grader |
Intet krav |
14,1 - 17,1 |
| Jern |
mg/l |
0,1 |
<0,01 - 0,056 |
| Mangan |
mg/l |
0,02 |
<0,005 - 0,013 |
| Nitrat |
mg/l |
50 |
0,078 - 1,2 |
| Sulfat |
mg/l |
250 |
8,9 - 94 |
| Klorid |
mg/l |
250 |
20 - 43 |
| Nikkel |
µg/l |
10 |
<0,03 - 0,1 |
Pris på vand og afledning af spildevand i 2011
Prisen på drikkevand og afledning af spildevand er i 2011 steget omkring 500 kr. om året for en gennemsnitsfamilie bosat i Aarhus Kommune. Prisen for drikkevand og afledning af spildevand er fra 2010 til 2011 steget fra i alt 43,26 til 47,57 kr. pr. m3 inkl. moms. Stigningen skyldes især Aarhus Vands store investeringer i kloaksystemet på grund af klimaforandringerne og store udgifter til grundvandsbeskyttelse og drikkevandssikkerhed.
Se alle priser for vand her.
Yderligere informationer
Her på hjemmesiden kan du få flere informationer om priser og vandkvalitet. Du kan blandt andet se resultatet af de seneste analyser taget på de vandværker, der leverer vand til din adresse.